Rundgang betyder… rundgang, at gå rundt, en gang rundt, rundt i gangene, rundtosset, måske også omvej, omvisning, kredsgang. Mere konkret betyder det udstillingen på Kunstakademiet af de studerendes arbejde i de lokaler hvor der til daglig undervises og arbejdes.
Rundgang åbner fredag d. 13.6. kl. 15. Udstillingen varer kun i tre dage (fra 11 til 20), så i stedet for at spilde tiden med skåltaler og bevingede ord, kaster vi os direkte ud i det: med åbne døre til auditorier, udstillingsrum, kældre og atelierer inviteres publikum inden for på Charlottenborg slot, i Kunsthal Charlottenborg og på vores Grunduddannelse i Peder Skrams Gade. Og for dem der har svært ved at finde rundt på gangene, vil der under hele udstillingen være adgang til et Info-point midt i Charlottenborgs gård, Kgs. Nytorv 1. Her vil studerende være behjælpelige med vejvisere og programoplysninger.
Hvorfor Rundgang? Rundgang, der indtil for tre år siden hed Skoleudstillingen og som sådan, om end tidligere i meget mere beskedent format, har fundet sted i adskillige år, er institutionens årlige afregning over for offentligheden. Med denne udstilling får den besøgende ikke bare lejlighed til at se bygningerne indefra, men også – og frem for alt – til at danne sig et indtryk af hvad der arbejdes med på Kunstakademiets Billedkunstskoler, af hvilke retninger der er under opsejling, hvilke strømninger der dominerer eller hvilke der står i konflikt med hinanden. Hvor afgangsudstillingen Exit er de udgående studerendes sidste, kuraterede fremvisning (og eksamen), er Rundgang alle studerendes kollektive udstilling, lavet uden fælles kurator, og for så vidt uden samlende idé, men til gengæld med al den brogethed og alle de strittende tendenser som vil og bør kendetegne en sådan udstilling. Men Rundgang er ikke blot vigtig som offentlig kulturbegivenhed og udstillingsvindue; det er også tidspunktet hvor lærere og studerende kan få indblik i hvad de forskellige afdelinger arbejder med og hvilke faglige dagsordener der sættes fra skole til skole. Til daglig kan det være svært at følge med i det hele. Det kan jeg personligt skrive under på.
Følg med i programmet på hjemmesiden. Og vel mødt på Kunstakademiets Billedkunstskoler d. 13.-15.6.
Comments