Kinesiske udvekslinger

Over indgangen til den store campus på Central Academy of Fine Arts (CAFA) i Beijing vejrer kinas røde flag. Man fornemmer at kunstuddannelsen er et statsligt anliggende. Om den så i takt med den grasserende kapitalisme har sluppet sin dekorative og statsunderstøttende rolle, ved jeg ikke. Afdelingen for offentlig monumentalkunst står i hvert fald stærkt, og offentlige opgaver giver stadig den største anerkendelse som kunstner. Danmark ligger langt fra Kina, i næsten enhver henseende. Men også så tilpas langt at man ikke bare kan sige at ’de er 100 år bagude i forhold til os’. Kopieringens centrale funktion får det måske til at se sådan ud. Såvel som fokus på håndværksmæssig perfektion. Alt dette passer jo dårlig til et vestligt, post-traditionelt samfund hvor kunst må være indbegrebet af innovation, autonomi, kritisk bevidsthed, undersøgelse, tvivl og selviagttagelse. Men sagen er at de to ting ikke behøver udelukke hinanden i Kina. At kopiere de gamle, eller at kopiere vestlig stil fra Rafael til Rolex, medfører ikke nødvendigvis fraværet af eksperiment, undersøgelse og individualitet. Man kan træne klassiske grafiske teknikker om morgenen og lave performancekunst om aftenen. Balancen er selvsagt vanskelig. Traditionen båndlægger megen energi. Men skaber måske også en disciplin som altid har stået centralt i kinesisk kultur. Hvorom alting er, så ligger her for mig at se stof nok til adskillige studieophold for kunststuderende der er nysgerrige efter den kinesiske faktor som får stadig større indflydelse på verdensordenen.

Det primære formål med mit besøg var udfærdigelsen og underskrivningen af en udvekslingsaftale med CAFA. Vi har nu åbnet for to studiepladser på hver institution om året, hvor studerende kan komme på gæstehold uden at betale de obligatoriske (og meget høje) afgifter, som vi altså også i Danmark er blevet pålagt at opkræve for studerende der kommer fra lande uden for EU. På den måde kan vi sikre os at gæstestuderende ikke bare er børn af velstillede forældre, men først og fremmest er dem der er interessante at arbejde med, fordi de har noget fagligt at byde på. Lignende aftaler er i øvrigt på vej med institutioner i USA.

Under mit ophold, og særlig efter et besøg på Capital Museum, gik det op for mig at en meget gammel intellektuel kultur er værd at studere nøjere. I den vestlige verden har vi en tradition for at holde billedtegn og skrifttegn adskilte. Folk med litterære og sproglige begavelser menes at have dårlig forstand på billeder – og omvendt. At have visuel forståelse indebærer ofte at være dårligt sprogligt bevandret. Billedkunstnere, har man ofte ment, har ikke brug for at læse, og litterater er blinde for billeders betydning. I det klassiske er Kina penslen, blækket og papiret de absolut vigtigste redskaber for en lærd: for med disse kan man både tegne og skrive. Penslen kan det ene øjeblik afsætte en streg der fanger bevægelsen i en bjergflod og i det andet kalligrafere et digt. Vi er langt tilbage i historien her, jovist, men ikke længere end at man stadigvæk mærker muligheder i en intellektuel og musisk kulturarv som er helt anderledes end vores (ikke værre eller bedre, bare anderledes). Det er måske noget af det vi ser hos kinesiske samtidskunstnere som Yang Fudong, Zhang Huang og Xu Bing (i dag vice-rektor på CAFA).

De to vedlagte billeder er fra Central Academy of Fine Arts - det første viser hovedindgangen, det andet den dertil hørende kunsthal.