Bachelormaskinen

BFA betyder Bachelor of Fine Arts. Altså kunstuddannelsernes svar på den bachelorgrad vi kender fra universitetsområdet. Det er et af de nye ord vi snart skal til at vænne os til at bruge i forbindelse med uddannelsen på Billedkunstskolerne. Inden for et par år vil vores samlede 6-årige program således være opdelt i en 3-årig bachelor og 3-årig MFA, altså en Master of Fine Arts. Den sidste har vi allerede, og den trådte i kraft i 2005. Den første kræver en omstrukturering af de først tre år af uddannelsen, og det arbejdes der for tiden på i udvalg.

Først lidt baggrund. Ideen om at lægge den nuværende 2-årige Grunduddannelse ind i et samlet 3-årigt forløb er opstået i løbet af de seneste år som følge af en række indre og ydre tilskyndelser. Der er ikke tale om egentligt et krav udefra; BFA'en er ikke noget vi bliver påtvunget, men derimod en ændring som foretages som følge af det faktum at stadigt flere studerende tager kortere eller længere ophold ved uddannelsesinstitutioner i lande hvor et anerkendt BFA-bevis kan være et adgangskrav. Dette gælder ikke mindst i USA og England. På godt og ondt følger mange EU-lande også med i denne udvikling, og efterhånden har vi måttet indse det hensigtsmæssige i at tilpasse os tendensen - uden nødvendigvis at abonnere på alle de andre ændringer i uddannelsesstruktur som visse steder er fulgt med implementeringen af en BA/MA-struktur. Men der er også en anden grund. Indførelsen af en BFA, hvis opbygning og struktur vi under alle omstændigheder selv bestemmer, vil give os en anledning til at gen- og gennemtænke den første halvdel af uddannelsen: Forholdet mellem praktiske og teoretiske fag, udnyttelsen af lærerkræfterne, samarbejdet lærerne imellem og sammenhængen mellem de første år, hvor grundlaget skal lægges, og de sidste år hvor en større grad af specialisering finder sted. En ny Bachelor/Master-struktur og ikke mindst den proces der fører os derhen, vil, tror jeg, kunne hjælpe os til bedre at definere hvad vi vil og hvad vi kan med uddannelsen.

Som sagt er vi ikke i gang med at opfinde den dybe tallerken. Mange andre kunstuddannelser har gjort dette før os, og mange er i gang, om end ofte med ganske andre konsekvenser end dem vi ønsker at drage. En BFA er trods alt blot en tom skal der kan fyldes ud i henhold til den uddannelse man ønsker at lave. Når alt dette er sagt, skal man ikke undlade at sætte disse tendenser i forbindelse med den såkaldte Bologna-proces, altså den harmoniseringsproces som i gennem de sidste 15 år har fundet sted i EU-lande efter en fælles erklæring om at give bedre muligheder for mobilitet, udveksling og målbarhed. Ingen tvivl om at der bag disse noble politiske målsætninger ligger en god portion ideologi, præget af både neoliberal markedstænkning og ambitioner om politisk overvågning. Hvor dystopisk man ønsker at opmale scenariet bør dog i det mindste afhænge af hvilket land man befinder sig i. I nogle EU-lande kan Bologna-processen sikkert føre til ekstrem markedsgørelse og i sidste instans semi-privatisering af uddannelser, brugerbetaling og hvad ved jeg. Der er absolut ingen tegn på at noget sådant er på vej i Danmark, lige så lidt som i de andre Nordiske lande. Vi er også – endnu – langt fra den situation hvor man ikke er sikret direkte adgang til MFA-studiet, hvis man har passeret BFA. (Dét er til gengæld ikke længere givet i Sverige, hvor man altså skal søge ind på ny, hvis man ønsker at fortsætte studierne på Master-niveau)

Med blot skyggen af en risiko for at ende der hvor ingen af os vel ønsker at ende, langt fra velfærdsmodellens brede rekruttering der giver lige adgang for alle - hvorfor dog begive sig ud på dette usikre farvand og endog frivilligt lave en BFA/MFA-struktur? Af to grunde. For det første fordi det ene ikke følger af det andet. På universiteterne, men også på mange af vores andre kunstneriske uddannelser, inklusive Kunstakademiets egen arkitektskole, har modellen eksisteret i hen ved ti år uden at vi er kommet nærmere realiseringen af skrækscenariet. For det andet fordi den politiske afgørelse om store uddannelsesreformer er ganske uafhængig af om vi lige har en Bachelor-grad eller ej. Diskussionen om rammerne for højere uddannelse i Danmark må tages på de relevante politiske kamppladser. Og vi skal ikke undlade at markere os, hvis det bliver nødvendigt. Men de fordele der hinsides alt dette findes ved omdannelsen af de første tre års studier til en afrundet Bachelor-grad – for eksempel i form af lettere adgang for studerende til andre uddannelsesinstitutioner, en styrkelse af sammenhængen i studiet og et klarere fokus på de opnåede kompetencer – mener jeg ikke vi bør forsømme at udnytte. Det har i sidste ende ikke så meget med Bologna-processen at gøre. For os handler det først og sidst om en styrkelse og en international tilpasning af Københavner-modellen.