Med offentliggørelsen af Beskæftigelsesrapport 2008 vedrørende dimittender fra de kunstneriske og kulturelle uddannelser under Kulturministeriet er det igen tid til at se på de færdiguddannede billedkunstneres arbejdssituation i Danmark. Statistikken indeholder værdifulde oplysninger, men kan, ligesom andre statistikker, ikke stå alene.
En gennemsnitlig ledighedsprocent på 22,5 placerer Kunstakademiets Billedkunstskoler i den tunge ende i forhold til de andre kunstneriske uddannelser. I den forbindelse skal flere forhold dog bemærkes. Med en population på 207 kandidater fordelt på ti årgange er der tale om et gennemsnit på 40 personer uden beskæftigelse. Vores viden om billedkunstneres arbejdsliv taler imidlertid for netop at læse tallet som et gennemsnit. Det er altså ikke de samme personer som er uden beskæftigelse. De fleste billedkunstnere har en rimelig indtægt i visse perioder og ingen eller kun en beskeden indtægt i andre, hvor de så eventuelt kan være i kontakt med dagpengesystemet. Dertil kommer at kandidater fra Billedkunstskolerne i langt højere grad end andre uddannelsers kandidater er beskæftiget som selvstændige. Erfaringsmæssigt er det svært - og tager tid - at få opbygget en jævn indkomst som selvstændig, hvilket statistikken da også afslører ved de meget høje ledighedstal for nyuddannede kandidater. De drastisk faldende værdier, som viser sig allerede tre år efter endt uddannelse, godtgør samtidig at billedkunstnere faktisk har held til at finde beskæftigelse eller få en selvstændig indkomst. På Kunstakademiets Billedkunstskoler ser vi med en vis fortrøstning på disse tal. At så mange billedkunstnere, som det faktisk er tilfældet, klarer sig som selvstændige har vi grund til at være tilfredse med, ikke mindst i betragtning af hvor usikker en branche vi har med gøre. Men selvfølgelig er det ikke godt nok. Vi indser derfor et klart behov for i de kommende år at gøre endnu mere for at klargøre de omfattende og unikke kompetencer som uddannede billedkunstnere har og som i langt højere grad end vi ser det i dag, bør finde anvendelse på det store kreative arbejdsmarked.
Rapportens tal - eller mangel på samme - ansporer imidlertid også til politisk handling. Vi ved nemlig endnu ikke hvor stor en andel af de uddannede der har billedkunstnerisk virksomhed som deres primære levevej. Ligesom vi ikke kender bevæggrunde hos og historier bag de kandidater som ikke længere bruger deres kunstneriske kompetence i det arbejde de nu har. Hvis vi i Danmark vitterlig sætter pris på det arbejde som kunstnere udfører og på den værdi som kunsten tilfører samfundet, så burde der gøres en mere systematisk indsats for at hjælpe kandidaterne igennem de første vanskelige år efter afsluttet uddannelse. Risikoen for at dyrekøbt talent falder fra i løbet af disse år er alt for stor nu, ikke mindst i en tid hvor stramme dagpengeregler ofte tvinger kunstnere til at søge beskæftigelse uden for deres eget område med fare for ikke at kunne vende tilbage. Der skulle med andre ord tages politiske skridt i retning af at få indført en starthjælp for kunstnere, en hjælp som gjorde det lettere for dem at få etableret det fundament som kræves for at kunne forsørge sig selv i en så vanskelig branche. Prisen for dette ville være forholdsvis lille i forhold til den kulturelle, værdimæssige og samfundsøkonomiske gevinst ved at holde kunstnerne på banen - vel at mærke den bane de har brugt 5-6 år af deres liv på at uddanne sig til at følge.
Beskæftigelsesrapporten indeholder også oplysninger om den gennemsnitlige årsindkomst for de uddannede billedkunstnere. Med en gennemsnitlig årsindkomst på 175.000 kr placerer billedkunsten sig også her i laveste ende af skalaen. Vi er selvfølgelig glade for at konstatere en stigningen i forhold til sidste års tal. Men der er stadig grund til bekymring. Billedkunstnere arbejder som oftest ekstremt meget og med en relativt lille økonomisk fortjeneste. En del af dette hænger sammen med markedet, og det har vi ingen indflydelse på. Noget andet er kunstneres deltagelse i udstillinger. Vi ved at der på de fleste professionelt drevne udstillingssteder og museer er tale om udstillingshonorarer til billedkunstnere. Men vi ved også at disse honorarer som regel har en rent symbolsk karakter og langt fra dækker de omkostninger der er forbundet med at fremstille værker – samtidig med at huslejen skal betales. Forståelsen er vel at udstillingen fungerer som et, ja, udstillingsvindue for billedkunstneren som ad denne vej kan forvente en indtjening. Men dette er snarere undtagelsen end reglen. Mange kunstnere i dag arbejder i medier og formater som ikke lægger op til hurtigt salg, og for dem vil en museumsudstilling ikke betale sig tilbage rent økonomisk (selv om den kan give nok så meget anerkendelse i fagkredse).
Statistikkens tal bør altså ikke give næring til flere romantiserende forestillinger om en kunstnertilværelse der bærer lønnen i sig selv og består af ånd alene. Skal vi tage ved lære af den, må vi nok engang gøre opmærksom på at billedkunstnere har samme behov som andre mennesker og som regel bliver for ringe betalt i de sammenhænge hvor de arbejder. Spørgsmålet er om vi kan leve med at et rigt dansk kunstliv baserer sig på underbetalt arbejde. Hvis ikke, så bør udstillingsstederne begynde at operere med mere realistiske budgetter.
Igen: Beskæftigelsesrapportens tal kan ikke stå alene. De kræver forklaring. Og handling...
Rektor Mikkel Bogh
Comments