Sonic Fields

Nedenstående respons på en netop afsluttet udstilling på Malmö Konsthal bliver bragt i SUM #5, der udkommer i december måned:

Med SONIC YOUTH etc.: SENSATIONAL FIX, der har været vist på forskellige udstillingssteder i Europa og senest, hen over sommeren, i Malmö Konsthal, har den hollandske kurator og skribent Roland Groenenboom skabt en type af kollektiv, interdisciplinær udstilling som efter al sandsynlighed vil inspirere til flere forsøg i samme retning. Selv om den på flere måder er beslægtet med den populære periodeudstilling Summer of Love: Psychedelic Art, Social Crisis and Counterculture in the 1960s, der blev produceret af Tate Liverpool i 2005, har Sonic Youth etc. fundet et helt eget anslag. Den har således mindre at gøre med kortlægningen af en epoke og en tidsånd end med dokumentationen af et netværk af kunstneriske aktiviteter i løbet af de godt 28 år det New York-baserede post-punk band Sonic Youth har eksisteret og har samlet kreative kræfter omkring sig.

Afhængig af synspunkt og interesser kan man se dette som udstillingens styrke eller dens svaghed. Uden tvivl har den haft en stærk appel til Sonic Youth-afficionados. Ganske vist inviterer den ikke ligefrem til dyrkelse af bandets personligheder og forsøger behændigt at fjerne opmærksomheden fra gruppen til fordel for relationerne og udtrykket. Men med sine pladecovers, portrætter, brugte guitarer, tour-gear og andre parafernalia undgår den ikke helt en vis kult-dyrkelse, som da også er en integreret del af selv denne eksperimenterende ende af populærmusikkulturen. Sonic Youth har siden bandet blev stiftet i 1981 haft en udpræget evne til at forbinde det brede og det smalle. Det 20. århundredes formeksperimenterende kompositionsmusik møder her en teenage-kultur med hang til emotionelt ladede og velkomponerede generationssange – med støjen som det usandsynlige bindeled mellem de to. I måske endnu højere grad end Velvet Underground har Sonic Youth formået at skabe lydhørhed for avantgardekunst i brede musikforbrugende (om end i egen selvforståelse modkulturelle) kredse, ikke mindst fordi de stædigt hen over årene har fastholdt deres dobbelte afsæt i punken på den ene side og en konceptkunsttradition på den anden.

Det taler dog klart til udstillingens fordel at den trækker musikken væk fra musikkulturen og ind i en bredere billede- og lydkunstnerisk sammenhæng. Ikke blot fordi den derved yder bredden i Sonic Youth’s tilgang til den kreative proces retfærdighed, men også fordi den dér åbner den sig for andre end dyrkere af denne side af den kontemporære populærmusik. Her bliver ikke solgt T-shirts og cd’er i bogladen, men derimod perspektiverende kunstteori og –historie, i øvrigt kulminerende i den fremragende og stofrige publikation som er produceret til lejligheden. En af de kulturelle nyskabelser som udstillingen dokumenterer, er den tætte forbindelse der fra starten har eksisteret mellem Sonic Youth og performancekunsten i dette ord bredeste betydning. Ikke at bandet altid excellerer i performativ sceneoptræden. Men alene det lydbillede man kender fra deres mest interessante udgivelser, de soniske texturer, guitar-droner skabt gennem forløb af moduleret feedback-støj, den karakteristiske fokus på lyden som råmateriale og ikke mindst den kollektivt prægede rollefordeling i bandet står i en art gæld til en performancetradition som de har været tæt på og til en vis grad også bidraget til sammen med nære bekendte som Dan Graham, og Mike Kelly, der begge på deres side har fulgt og udviklet sig med No Wave-scenen i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne.

Skeptiske besøgende ville med en vis ret kunne hævde at SONIC YOUTH etc. i en bevidst springende, kollageagtig ophængning af værker og dokumenter, delvis fra bandmedlemmernes egne samlinger, gør publikum til vidner på at en gruppe verdenskendte kunstnere fra downtown Manhatten har fået et fælles fix. Videodokumentation og fotografier fra et uden tvivl heftigt eksperimenterende miljø viser hvordan jagten på det nye og uhørte i de tidlige år var styrende for mange af de ting der skete på scenen. Ikke i sig selv nogen dårlig dynamo for et kunstmiljø, og da slet ikke i en branche der mere end nogen anden af kunstarterne står over for fristelser og krav fra en frådende kommerciel musikindustri. Billedkunsten har ikke en tilsvarende industri, af den simple grund at den ikke har et tilsvarende potentielt kunstforbrugende publikum som der kan appelleres til gennem masseprodukter. Netop derfor har billedkunsten været en interessant alliancepartner for musikere der ville undgå massekulturen og holde formen og eksperimentet åbent. Men set i historiens lys er det ikke selve fixet eller energien, der er interessant. Det interessante er og bliver udtrykket, indholdet, formen, grebet eller hvad ønsker at kalde det. Og selvfølgelig relationerne og udvekslingerne.

Det sidste synes jeg til gengæld også udstillingen giver tilpas mange gode eksempler på. For nok vrimler det med noget der ligner tilfældigt sammenskrabede småværker af musikkolleger eller af kunstnere i kredsen omkring bandet. Og nok skal se en del værker af bandmedlemmerne selv (især af Lee Renaldo og Kim Gordon), som fra en kunsthistorisk synspunkt nok har beskeden interesse. Men dels forstår man at noget meget frugtbart er opstået og fortsat vil kunne opstå i dette krydsfelt hvor video-dokumentation, performance, lydkunst, eksperimentalmusik, fri improvisation, skulptur, poesi og publikums-inddragende ruminstallationer har udvekslet erfaringer og udtryk uden skelen til mediemæssige indhegninger. Og dels tegner de mere ambitiøse eller præcise værker af, især, Tony Oursler, Isa Genzken, Raymond Pettibon, David Shrigley, Dan Graham, Tony Conrad og Tacita Dean i denne sammenhæng konturen af noget der hverken er tidsånd, ny sensibilitet eller æstetisk konsensus, men snarere kan betegnes som en nysgerrighed efter og en undersøgelse af hvad der sker på grænsen mellem rum, lyd og billede. Tacita Deans 16mm-film med en aldrende Merce Cunningham der opfører John Cages 4’33”, siddende tavs og urørlig i sin stol på dansegulvet, danner således en overraskende forbindelse til Isa Genzkens kollage-agtige Kinder Filmen I der med bånd af farvet tape og andre afdækninger afbryder informationsflowet og bringer spejlenes billeddannelser til en art tavshed. Hermed afsøges overgange fra billede til flade, fra rum til materialitet. Pettibons talebobler refererer meget direkte til den talte dialog eller monolog, til en lyd man aldrig hører, og hans tegninger bliver netop mest udfordrende, når ord og billede står og skriger til hinanden og ligheden til tegneserieæstetikken viser sig mest overfladisk. Det handler i mange af disse værker om synæstesi, om oversættelse mellem forskellige sanser og sprog, men også om en anæstesi, en art uoversættelighed, om den energi og de rum der opstår, når stofligheder og materialer sættes sammen uden at være modtagelige for hinanden.

Hinsides hvad Sonic Youth har at byde på som grænsefigur mellem populær og eksperimenterende musik, og hinsides den musik- og kunsthistoriske interesse som kortlægningen af det vidt forgrenede felt af praksisformer måtte besidde, har udstillingen SONIC YOUTH etc.: SENSATIONAL FIX klart peget på det store potentiale som ligger i arbejdet med overgangen mellem medier og sanser. Sproget der bliver lyd, lyden der bliver tegning, tegningen der danner rum, skulpturen der skaber akustik, musikken der responderer på arkitekturen som igen betinger kroppens bevægelser og blikkets retning. Etc. Etc.