En tale til afgang

Tale ved åbning af Afgang 2011, Kunsthal Nikolaj

Kære dimittender, mine damer og herrer,

Afgang betyder afslutningen på et 6 år langt studieforløb ved Kunstakademiets Billedkunstskoler. Den formelle afslutning, nemlig overrækkelsen af diplomer, må lige vente nogle uger endnu. Men med åbningen af denne jeres afgangsudstilling får vi der har uddannet jer og en større offentlighed et indblik i hvad I hver især arbejder med og hvilke problemstillinger I har arbejdet på at indkredse og præcisere i løbet af jeres tid på Akademiet – for manges vedkommende undervejs suppleret af ophold ved akademier i udlandet.

Der knytter sig altid nogle særlige forventninger til Afgangsudstillingen eller Exit, som den hed engang.

Dels er der dimittendernes egne forventninger til hvad udstillingen kan få af betydning for den videre færd frem. Her skal man ikke glemme at Afgang er janushovedet – den er både en udadvendt offentlig begivenhed, som er begyndelsen på tilværelsen som professionel kunstner; og en uddannelsesinstitutionel, indadvendt, begivenhed, som er en del af et eksamensforløb, hvilket betyder at værkerne blive bedømt og evalueret, om jeg så må sige efter alle kunstens regler. Afgang 2011 peger på den måde både indad og udad, bagud og fremad. Forventningerne hos dimittenderne har med denne dobbelthed at gøre.

Samtidig har omverdenen sine forventninger til udstillingen. Hvert år vil mange uvilkårligt forsøge at tage bestik af nye tendenser: hvilke retninger peger det hele i? Hvor er kunsten på vej hen? Hvad interesserer de unge kunstnere sig for lige nu? Er der nogen nye stjerner på vej? Dette er spørgsmål jeg får ved hver Afgang – og jeg har selvfølgelig svar parat: alt fra ’Det her er ikke nogen Fame-skole’ til ’De er alle sammen stjerner!’ – eller mit foretrukne: ’Jeg ved det ikke!’

Hvilket jo ikke er det samme som at sige at jeg intet ved eller kan sige om det jeg møder på en afgangsudstilling. Men sagen er den at hele dette forventningspres – såvel dimittendernes som omverdenens – baserer sig på falske præmisser. For dimittendernes vedkommende – og undskyld jeg generaliserer – den præmis at Afgang er den afgørende entre til en professionel kunstverden og at Afgang som sådan har en umådelig effekt (hvortil der blot er at sige: det er hverken den første eller den sidste); og for omverdenens vedkommende den præmis at Afgang giver stemme til en generation og at generationer inden for kunstens verden afløser hinanden årligt.

Selvfølgelig er Afgang også afsæt til noget nyt, til nye arbejdsvilkår og en ny situation, og selvfølgelig er Afgang også en art afvejning, en fælles afhandling. Men Afgang er først og fremmest et nedslag, her og nu, i en gruppe kunstnere, mere eller mindre tilfældigt sammenbragte, og alle ’produkter’ af en institution der lægger vægt på at have mange indgange – og mange udgange. Ikke blot én horisont, én diskurs, ét sprog og én historie. Men en flerhed.

Det er derfor jeg ikke ved hvor denne gruppe, som generation, er på vej hen. For der gås i mange retninger her. Afgang udtrykker ikke en tendens, og i hvert fald ikke én, vil jeg vove at påstå, som vi kan se før vi engang kan se os tilbage i et meget længere tidsperspektiv. I dag må vi derfor slå armene ud og sige: ’Vi ved det ikke’. Og i øvrigt tilføje: ’Og vi er heller ikke interesserede i at vide det!’

Dét der interesserer, det er hér, lige foran os nu, i dag: 36 bud, 36 forslag, 36 undersøgelser, forsøg, værker, indgange og spørgsmål til verden, og lige så mange redskaber til at orientere sig i verden med, redskaber til at skabe åbninger med, til at aflure, snyde, omdirigere eller måske slet og ret at opdage verden med. Det er dét udstillingen kan, det er det den tilbyder – det er den ’tendens’ den viser.

Med disse redskaber i hånden har vi rigeligt at gøre, og behøver ikke befatte os med afslutningens, overgangsritualets eller begyndelsens patos. Hvis Afgang 2011 har momentum, så er det netop dette: at den i sin mangesidighed modstå enhver sådan patos, hovedværkets patos, geniets patos osv.

Jeg vil gerne til en afslutning rette en tak til alle involverede på Kunstakademiet: ikke mindst til professorer og lektorer som har arbejdet ihærdigt for at vejlede, rådgive, undervise og på anden måde assistere de afgangsstuderende i produktionen af deres afgangsværker. En stor og hjertelig tak til medarbejderne på Nikolaj Kunsthal, særligt til kunsthallens leder Elisabeth Delin Hansen, som greb chancen på et sent tidspunkt og fra starten vidste at der måtte improviseres, og til kurator Andreas Brøgger og assisterende kurator Ditte Marie Bjerg for deres store koordinerende arbejde med Afgang. Sidst vil jeg gerne takke dimittenderne selv, de 36 afgangsstuderende, som har sat alt muligt på spil for at for deres bidrag på plads. Jeg ønsker jeg tillykke med udstillingen, held og lykke med det videre kunstneriske arbejde og tak for 6 fine år sammen på Kunstakademiets Billedkunstskoler.