Går man for tiden ind på hjemmesiden og leder efter oplysninger om optagelse, kan man godt få sig en slem overraskelse, især hvis man overvejer at søge ind på Akademiet. Under menupunktet ”optagelse” får man nemlig følgende lakoniske besked: ”Det er for sent at søge optagelse”. Men bare rolig, meddelelsen drejer sig om den for længst overståede optagelse 2007. 30 nye studerende, hvis navne i nogle dage endnu kan ses på forsiden, er allerede begyndt på deres studier, og processen for optagelse af næste års hold er slet ikke gået i gang. Om føje tid vil der imidlertid under dette menupunkt ligge alle de oplysninger man kan ønske sig om nye frister og optagelseskrav, om karakteren af det indsendte materiale, om meritoverførsel, gæstestuderende og meget mere. Men der skal lige lægges sidste hånd på detaljerne. Sagen er at vi sidste år ændrede optagelsesproceduren på afgørende punkter, og dét gør man ikke uden lange forudgående diskussioner i Skolerådet - og en tilsvarende grundig evaluering. Nu kan man spørge sig selv hvorfor der skal gøres så stort et nummer ud af optagelsen. Hvor svært kan det være?
Når spørgsmålet om optagelse har så stor opmærksomhed – også i medierne i disse dage, hvor f.eks. Dansk Industri gør sig til fortalere for optagelsessamtaler for ansøgere til højere læreranstalter – så hænger det selvfølgelig sammen med at udvælgelsen og indslusningen af studerende er helt afgørende for hvilken uddannelse man kan lave, og hvilke kandidater man får ud i den anden ende. Der er tale om et kolossalt ansvar som påhviler institutionerne her, først og fremmest fordi alle jo gerne vil have de mest motiverede, de mest kreative, de mest engagerede og de mest selvstændige studerende; men også fordi alle frygter det uundgåelige, nemlig at man i udvælgelsen kommer til at sortere talentfulde studerende fra på grund af kriterier som ikke lige passer på netop denne ansøgers talent. Derfor er det afgørende at lave en optagelsesprocedure der er så finmasket og nuanceret og præcis som muligt.
Det gælder om at få de mest relevante oplysninger frem om ansøgerne, og det vil i vores tilfælde hverken sige studentereksamensbevis, karaktergennemsnit, antal solgte værker på et galleri eller svendebrev. De oplysninger vi er ude efter, ligger først og fremmest i den indsendte dokumentation for kunstnerisk arbejde. De ligger i værkerne og i projekterne, som et 19 personers optagelsesudvalg studerer indgående (og ofte ud fra meget forskellige synspunkter). Indtil for to år siden så vi på den ægte vare – ca. 700 ansøgere sendte hver 5 værker ind. Sidste år krævede vi for første gang digital dokumentation, ikke så meget af logistiske og praktiske årsager, men fordi mange kunstnere i dag arbejder på tværs af medier, laver performance, video, street art, maleri og skulptur i en kombination, som kan være meget vanskelig eller helt umulig at indsende som materielt værk, men til gengæld kan dokumenteres fotografisk. En anden type af oplysninger vi er ude efter, kan komme frem under samtaler. Dem indførte vi sidste år, selvfølgelig kun for en sidste gruppe af ansøgere. Samtalerne fortæller os noget om den bevidsthed hvormed de indsendte værker er blevet til. Er der tale om et slumpetræf af et godt fotografi eller er det indsendte resultat af en undersøgelse, en proces, et projekt (der kan være mere eller mindre formuleret). Her drejer det sig ikke om at bedømme en ansøgeres veltalenhed og akademiske fremstillingsevne. Slet ikke. Det drejer sig for os om at vurdere om der hos ansøgeren er en nysgerrighed og interesse efter at vide mere, at diskutere, at tilegne sig metode og at udfordre sig selv, og så selvfølgelig om at fornemme om han eller hun er parat til at gennemføre 6 års fuldstidsstudium med alt hvad dette indebærer: stadigt (og stædigt) atelierarbejde, praktisk og teoretisk undervisning, værkgennemgange, kritik, diskussioner, debat, sprogliggørelse af arbejdet og af værkerne, læsning, teknisk dygtiggørelse, forelæsninger og så videre. Det kræver engagement og eksperimentérlyst. Og det kræver lysten til studium, det vil sige lysten til at forøge sin viden og sin kunnen, og til at indgå i en kritisk dialog med fagfæller, såvel med jævnbyrdige studerende som med de førende og mest erfarne inden for faget.
Det kræver meget at være kunstner, og man skal selvfølgelig ikke kunne det hele inden man starter - ellers var der jo ingen grund til at studere. Men man skal have en fornemmelse af hvad det indebærer at gennemføre så langt et studium og må have gjort sig tanker om hvordan det kan hjælpe en videre med det kunstneriske arbejde, vel vidende at et studium, ligesom personlig og kunstnerisk udvikling, er helt og aldeles uforudsigeligt.
Når vi løbende justerer og ændrer optagelsesproceduren handler det ikke så meget om at sikre højere gennemførelsesprocenter (den er i vores tilfælde tæt på 100) og fuld beskæftigelse (den er i vores tilfælde meget svær at måle, men den er helt sikkert ikke fuld), men derimod om at sikre at vi får det videst mulige spektrum af temperamenter, metoder, talent og arbejdsformer repræsenteret i gruppen af studerende. Og så handler det selvfølgelig om at sikre tilstedeværelsen af dén menneskelige og kunstneriske modenhed og bevidsthed der skal til for med udbytte at fuldføre 6 års kunststudier.
Selv om vi gør meget umage, ved vi aldrig om vi har truffet de helt rigtige valg når vi efter endt optagelse står tilbage med 30 heldige ansøgere. Vi er med garanti heller ikke nået frem til resultatet i fuld enighed, selv om der naturligvis er tale om flertalsafgørelser. Men det er på en måde skønheden i det. For der findes ikke ”tredive rigtige”. Der findes mange måder at være studerende på, mange måder at udvikle sig på og mange måder at være kunstner på. Og ingen af dem er den rette. Det er vores ambition at få så mange at disse ”måder” ind som muligt, og at lade dem udvikle sig så forskelligartet som det kan lade sig gøre inden for rammerne af et kunstakademi og en højere uddannelse.
Rektor Mikkel Bogh
Comments