Reduktion!

Det er efterhånden kendt af mange, at Kunstakademiets Billedkunstskoler har en anstrengt økonomi. Vi har forladt 2010 med et underskud, og den eneste måde at undgå en lignende eller meget værre situation ved udgangen af 2011 er at reducere de faste udgifter permanent. Det er ikke anderledes end i et husholdningsregnskab: hvis indtægterne ikke længere matcher udgifterne, så må der skæres væk: afliv hunden, sælg sommerhuset, få en mindre bil, flyt til et mindre hus. Enhver sammenligning med Luksusfælden frabedes dog. Billedkunstskolerne har på ingen måde øget sine udgifter på kerneforretningen – dvs. uddannelse, forskning og kunstnerisk praksis - i forhold til tidligere, og vores undervisningsprogram holder samme niveau som det har gjort igennem de seneste mange år. Der med andre ord ikke tale om underfinansieret ekspansion eller om at vi har levet over evne. Men der er slet og ret ikke længere midler til at fastholde de undervisningstilbud og det aktivitetsniveau inden for forskning som vi har haft hidtil. Bevillingen slår ikke længere til: Der skal reduceres.

Dette er ikke stedet at blive teknisk, men lad mig alligevel kort forklare om sagens sammenhæng. Som andre statsinstitutioner modtager Billedkunstskolerne årligt en bevilling fastsat i finansloven. Tildelingen af midler til drift af institutionen er altså i bund og grund en politisk afgørelse. Over de senste år er vores institution, på linie med en lang række andre højere uddannelsesinstitutioner, blevet pålagt besparelser under forskellige navne, forklædninger og overskrifter, som tilsammen har betydet at vores bevilling er blevet udhulet. Dertil kommer at udgifter til løn, ejendomsskat, husleje, bygningsvedligeholdelse, materialer og andet er steget. Den bevilling, der fra et vist standpunkt kan se ”stabil” ud, er altså reelt blevet mindre værd. Over de sidste to år har Billedkunstskolerne varslet 20 % af sin faste medarbejderstab til afskedigelse samt foretaget reduktioner på en lang række kerneområder der indbefatter materialer, studierejser, atelierplader, værkstedsfaciliteter – for ikke at tale om den faglige og administrative ekspertice som forsvinder med de ansatte vi ikke kan fastholde længere.

Lige så lidt som andre steder, hvor jeg får mulighed for fortælle om vores situation og den aktuelle nedskæringsproces, er det min hensigt her at ’klynke’ (men jeg spørger alligevel: hvor kommer denne macho-attitude fra som nu tilsiger os at vi ikke må ømme os højlydt, når noget gør ondt, eller når vi skal kaste noget ud, som vi mener har værdi for kulturen og samfundet?). Jeg ved udmærket at Billedkunstskolerne ikke er alene i den båd der nu må rebe sejlene; vi er mange uddannelsesinstitutioner som reducerer og afskediger i stor stil i disse måneder, og flere af dem befinder sig under Kulturministeriet. Men gør det sagen bedre? Nej, det kræver tværtimod at diskussionen løftes et niveau op, nemlig på det politiske plan, hvor den hører hjemme.

De reduktioner, som Billedkunstskolerne og andre kreative og kunstneriske uddannelsesinstitutioner foretager i disse måneder, kan ikke undgå at ramme kvaliteten af de uddannelser vi udbyder. Og jovist, vi skal da nok arbejde ihærdigt videre og gøre hvad vi kan for at være blandt de førende på vores felt. Men den devise om ’uddannelser i verdensklasse’, som man hører politikere bruge, klinger unægtelig hult, når dagligdagen på institutionerne præges af at de studerendes læringsmuligheder indskrænkes pga udpinte bevillinger. I sidste ende handler det om hvad politikerne ønsker sig af vores højere uddannelser og i videre forstand hvad de ønsker sig af Danmark som et globalt reflekterende, deltagende og innovativt videns- og kultursamfund. Man må se i øjnene, at et dynamisk og eksperimenterende kunstliv spiller en helt afgørende rolle – områdets lidenhed til trods – for udvikling af videnssamfundet og derfor også for landets konkurrenceevne og velfærd. Lad os derfor få den politiske diskussion frem i lyset; lad os høre argumenter og visioner for vores område, så vi i det mindste bedre kan forstå, hvilke politiske prioriteringer der ligger bag de økonomiske realiteter vi stilles over for.

Vi klynker ikke her på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Men vi råber alle vagt i gevær, fordi vi ser en trussel komme. Det er truslen om kreative uddannelser, der mister forbindelse til og viden om praksis, materialer, de lokale traditioner og den globale erfaring, hvis den økonomiske udvikling fortsætter; det er truslen om institutioner, der kan blive så forarmede, at de ikke vil kunne ruste deres kandidater til at blive spillere på den helt store bane.