Hvorfor Lautrec?

Man kunne sikkert anføre en række grunde til ikke se Toulouse-Lautrec-udstillingen som for tiden vises på Statens Museum for Kunst. Man har hørt dem før: en omgang Nostalgisk fin-de-siècle-frankofili; Toulouse-Lautrec er reproduceret til døde på plakater, t-shirts og kagedåser; ham blev vi homøopatisk behandlet imod som børn og unge på talløse udstillinger og igennem coffeatable-bøger her og der og allevegne. Og da han endelig gik af mode sidst i 1980’erne og ikke længere sås på væggene i de kulturradikale hjem, havde vi heldigvis også fået nok.

Men lad det være sagt direkte: Læg alle disse formørkede fordomme ned i kagedåsen igen – uanset motiv – og kom straks ind på museet. For denne veltilrettelagte udstilling af Toulouse-Lautrecs grafiske, og især litografiske, værk er ganske enkelt uomgængelig. Flere af de udstillede arbejder er hentet hjem fra samlinger i udlandet, men det hører ikke til det mindst overraskende aspekt ved udstillingen, at en meget stor del af værkerne faktisk stammer fra Den Kongelige Kobberstiksamling og fra Kunstindustrimuseet (hvis nye navn jeg slet ikke kan stave til). Der ligger betydelige skatte gemt her. Dertil kommer at ophængningen og udstillingsarkitekturen gør det til en sand fornøjelse af gå omkring i de fint inddelte rum, som der sikkert er en diskret konceptuel tanke med, men som først og fremmest danner ramme om koncentreret betragtning. Underbygget af gode, kulturhistorisk perspektiverende tekster på væggene som minder om hvad der rørte sig i det Paris som kunstneren levede i og gjorde til sit stof.

Hvorfor Toulouse-Lautrec? Især fordi han har en enorm sensitivitet over den samtid han bebor. Et øje for de situationer og billeder – ofte trivielle, efemeriske og blottede for symbolik – som udgør så væsentlig en del af den sociale vævning: møder, blikke, attituder, bevægelser, kroppe i rum, beklædning, tiltrækning og frastødning. Dette kombineret med en udviklet sans for at det grafiske medies muligheder, drevet til flere yderpunkter med en suveræn og misundelsesværdig frækhed som sprænger datidens og såmænd også vores egen tids normer for god offentlig opførsel og billedbrug. En evne til at forenkle og reducere til det skematiske – blandt andet under markant indflydelse af det japanske træsnit – uden nogen sinde at stereotypisere og karikere. Det sidste er selvfølgelig et åbent spørgsmål. Hvad er forskellen på at lave en karikatur og at portrættere et ansigt, en krop, en situation med enkle virkemidler? Karikaturen udvælger og fremhæver ofte til det groteske en enkelt egenskab ved det eller den der fremstilles, således at andre træk holde tilbage. Og det kan gøres både intelligent, ondt og sjovt.

Hos Toulouse-Lautrec, som nok tangerer karikaturtegningen i visse af sine skildringer, er tvetydigheden, blandingen af væmmelse og kærlighed til motivet, imidlertid for stor til at vi kan tale om karikaturtegninger i nogen vedtaget betydning af ordet. Helt ned i stregen, konturen, farven, viser disse personer sig at være indvævet i byens tekstur, i dens energi, i dens strømme af penge, billeder, mennesker, lys, transportmidler og varer. Disse personer har Toulouse-Lautrec hentet fra alle sociale lag af det omsværmede og, ser vi nu, på mange måder også brutale belle-epoque-Paris hvor den urbane kapitalisme trænger helt ind i de sociale relationer, helt ned i begærets mørkeste afkroge, og hvor gaden ikke i mindre grad er mindre scene for klassedramaer og lystspil end de tusinder af scener og forlystelsessteder der lyser forjættende op, så snart mørket sænker sig over byen. Det er skuespilsamfundets fødsels vi bliver ser her, snarere end en række personligheder spiddet på karikatur af et blik der ved bedre og gør nar. Ikke desto mindre har Toulouse-Lautrecs legendariske misantropi og mismod over det moralske forfald, han selv tog ivrigt del i, nok været en forudsætning for at han kunne inkarnere byens liv så præcist i sit grafiske materiale. Man må være af sin tid.

Toulouse-Lautrec er kunstnerisk og historisk interessant. Men han kan sør’me også tale lige ind i vores egen tid. Ja, jeg vil mene at han kan bruges som eksempel på hvordan man som kunstner kan orientere sig og forstå sig selv i en oplevelses- og billedøkonomi som selvfølgelig er blevet mere omfattende end i datidens Paris, men som i dag bygger på mange af de samme mekanismer som dengang. Et beskedent blog-indlæg kan ikke andet end antyde hvori denne orientering består. At træde helt ind i sin egen tid, at have et blik for hvilken generel billedproduktion man er del af, at have blik for hvordan begæret og økonomien flyder sammen, for hvordan det sociale rum tager form efter og medvirker til at forme sociale relationer og menneskelig selvforståelse og at have et bud på hvordan dette kan omsættes til refleksive billeder der på samme tid tager aktivt del i og lægger sig på en kritisk afstand af denne tid og disse mekanismer – dét var ingredienser i Toulouse-Lautrecs avancerede og sikkert samtidig smertefulde tilgang til sin samtid. Måske kan vi tale om at med denne kunstner fødes dét vi i dag kalder samtidskunsten. Kagedåse eller ej. Egentlig kom han vel slet og ret kagedåserne og plakat-reproduktionerne i forkøbet. Han havde allerede været der og set det hele. Kagedåsen, plakatsøjlen, det illustrerede magasin og teaterflyeren var lige så brugbare platforme for kunstnerisk bearbejdning og samtidsanalyse som galleriets og museets vægge.