Uddannelsesreform - et diskussionsoplæg

I de seneste år har en mængde nye begreber og fremmedord fundet vej ind i uddannelsessproget. Nogle af dem benævner dét der allerede finder sted, andre taler om forhold vi knap har tænkt og udtrykker kategorier, som forekommer os nye og aparte: aftagerpanel, akkreditering, bachelor, Bologna-proces, ECTS-point, kvalifikationsnøgle, kvalitetssikring, læringsudbytte, progression…

Det er ikke første gang i historien at kunstnerisk uddannelse får nye ord at tygge på og nye kategorier at forstå sig selv i; ord og kategorier som ikke nødvendigvis kommer fra miljøet selv, men ligesom siver ind fra andre områder og af og til fra andre lande. Sådan er vi på forskellige tidspunkter pludseligt eller blot umærkeligt begyndt at tale om afgangseksamen, diskursiv kunst, forelæsninger, grunduddannelse, gæstelærere, kompendium, kunstpraksis, kunst i offentligt rum, læsegruppe, nye medier, repræsentation, research-baseret kunst, samtidskunst, sproglighed, udviklingsarbejde, workshop… og man kunne blive ved med sproglige nydannelser og begreber som muligvis ville have fået tidligere tiders professorer og elever til stivne i forargelse og fremmedgørelse, men som i dag anvendes uden blinken med øjet.

Antallet af nye ord og mærkværdige benævnelser som kommer til os nu, er imidlertid historisk nyt. Nyt er det vel også at alle disse begreber handler om uddannelsesstruktur, ikke om kunsten og dens praksisformer. Der er ikke tale om at vi nu får et nyt sprog hvormed vi kan forstå og kategorisere tendenser i den aktuelle kunst, nej, det er kunstuddannelsen og dens struktur der er fokus på.

Man kan med rette spørge: Hvad har disse nye begreber med os at gøre; hvad har de med billedkunsten, med kunstnerisk uddannelse, med Kunstakademiets Billedkunstskoler at gøre? Bryder de forstyrrende ind i en organisk og velafprøvet orden og arbejdsform, truer de med at ødelægge vores eget sprog, eller repræsenterer de tværtimod nye muligheder og perspektiver for en anden måde at bedrive kunstuddannelse på, som bringer os ud af 250 års vanetænkning?

Der findes ingen entydige og soleklare svar på sådanne spørgsmål. Men lad os prøve at holde hovederne kolde. Hvad drejer det hele sig om? Jeg har tidligere på bloggen her skrevet om Bolognaprocessen og hvad den kan komme til at betyde for os på Kunstakademiet. Kort fortalt har de europæiske folkevalgte politikere givet hinanden løfte – under et møde i Bologna – om i løbet af en årrække at udvikle en fælles ramme for uddannelse som betyder at uddannelsestrin i de forskellige lande er sammenlignelige og overholder visse minimumskrav til kvalitet og niveau. En treårig bachelor-grad fra Lissabon skal således så vidt muligt svare til en bachelor-grad fra Tromsø, ikke hvad angår indhold, men hvad angår generel målsætning og fagligt niveau.

Det helt overordnede mål er at sikre fælles standarder for uddannelse i EU (sandsynligvis i lyset af konkurrencen fra USA og Asien) og at gøre studentermobilitet mellem uddannelsesstederne lettere. Det grundlæggende greb består i at opdele de højere uddannelser i tre trin: Bachelor (3 eller 4 år), Master/Kandidat (2 eller 3 år) og PhD (3 år). Hvert trin har så sine overordnede mål for hvad der skal opnås af kompetencer og færdigheder (såkaldte læringsmål), og dette er beskrevet i det der kaldes kvalifikationsnøglen. Nøglen følger overordnede mål som er fælles for alle lande, men de fortolkes med variationer fra land til land og fra område til område. Således har vores eget kulturministerium en nøgle for sine uddannelser, ligesom f.eks. Arkitektskolen har en og Billedkunstskolerne også skal udvikle sin egen med afsæt i Kulturministeriets. Det er selvfølgelig vigtigt at målene for en uddannelse er relativt specifikke for det faglige område og ikke f.eks. beskriver et universitetsstudium, når der nu er tale om et kunststudium. Den internationale godkendelse af uddannelsen, dét der kaldes for akkreditering, vil i høj grad tage udgangspunkt i de mål vi selv har sat for de uddannelser vi tilbyder, og kræver derfor en dokumentation for at vi opnår det vi har lovet.

Bologna-aftalen foreskriver ikke noget hvad angår det indholdsmæssige og går ikke mere i detaljer end dette – det er op til det enkelte land og ofte – som i Danmark – den enkelte uddannelse hvordan studiet i øvrigt skal bygges op hen over denne generelle struktur. Om man vil have det hele opdelt i moduler, der hver især tildeles de såkaldte ECTS-point (European Credit Transfer System) eller om man ønsker en mere flydende struktur, som vi kender den fra Billedkunstskolerne, er således et fagligt og internt anliggende. Der ligger heller ikke noget krav om at uddannelsen skal være baseret på et fastlagt pensum, hvilket de færreste europæiske kunstuddannelser i øvrigt er. Den pensumbaserede uddannelse kendes især fra universiteternes Bachelor-ordninger, samt fra mange amerikanske kunstakademier. Men det er ikke et krav. I modsætning til hvad mange tror, så er karaktergivning heller ikke et krav. De fleste vil nok være enige med mig i at tildeling af karakterer for værkproduktion forekommer i bedste fald misvisende (i værste fald ødelæggende), selv om musikkonservatorierne og de engelske kunstuddannelser påstår noget andet. Men igen: det er noget vi selv bestemmer.

At Kunstakademiets Billedkunstskoler nu går ind i en europæisk tilpasningsproces betyder altså først og fremmest at vi fremover vil kunne kalde de første tre eller fire studieår for et samlet bachelor-forløb (BFA). Vi har allerede en 3-årig kandidatuddannelse (MFA). Et PhD-program kan vi ikke tilbyde, men har nu blandt andet et samarbejde med Københavns Universitet om dette. Hvad processen til gengæld IKKE betyder er at vi skal sælge ud af alt hvad vi har kært for at komme til at ligne alle de andre. Dette har aldrig været den overordnede EU-politiske vision, og det er også langt fra at være ambitionen i vores eget kulturministerium. Der foreligger ingen krav om hvordan vi skal organisere uddannelsen indadtil. Nogle steder, også på danske uddannelser, har man valgt et temmelig stift modulsystem. Andre steder har man foretrukket mere flydende og eksperimentelle former, hvor ECTS-point tildeles pr. aktivt semester. Det sidste ligner i grunden hvad vi allerede kender her på skolerne, hvor studieleder og professorer formelt skal erklære studerende studieaktive for at de kan fortsætte.

Vi vil senere vende tilbage til hvordan vi konkret kan lave en BFA-ordning, som er fagligt meningsfuld og frugtbar for udviklingen af en tidssvarende kunstnerisk praksis og kompetenceprofil. På dette tidspunkt skal man holde sig for øje at målet for en BFA-uddannelse ikke er at sende bachelor-kunstnere ud på det frie marked med tre års uddannelse bag sig. Målet er derimod at klæde studerende godt og grundigt på, i både kunstpraktisk og teoretisk henseende, til at gennemføre en kandidatuddannelse, her eller andetsteds.

Udfordringen kommer i første omgang, blandt andet, til at bestå i at beskrive læringsmålene, dvs. beskrive hvad man kan forvente at få – og har ret til at få – ud af uddannelsens forskellige dele som studerende på fuld tid. Dette skal beskrives, fordi vi ikke kan kvalitetssikre og evaluere noget som vi ikke er enige om hvad er. Der er ikke tradition for at beskrive forventet læringsudbytte på akademiuddannelser, hvor det traditionelt har været op til den enkelte lærer og professor så at sige at sætte standarden for sin egen undervisning. Vi har naturligvis fuld tillid til at de undervisere vi ansætter, har al den faglige kompetence der skal til for at tilrettelægge og gennemføre undervisning på højt niveau. Alligevel forekommer det rimeligt at man som studerende har adgang til en overordnet beskrivelse af undervisningens mål, af forventninger til den studerendes indsats og af hvilke kriterier man bliver bedømt efter, når man bedømmes, f.eks. til en afgangsudstilling. Det er ikke mindst dette der taler for at indføre nogle meget generelle europæiske standarder for uddannelse. Her må det selvfølgelig understreges at der netop er tale om standarder og minimumskrav – hverken mere eller mindre. Den ambitiøse studerende, lærer og uddannelsesinstitution vil som regel søge noget andet og mere end der kan beskrives på få linjer i en oversigt. Intet i den nye model modarbejder at det fortsat skulle kunne ske.

Som leder af institutionen vil jeg anbefale at vi går ind denne proces med en hvis portion af pragmatik, men samtidig benytter os af anledningen til både at efterse hele maskineriet og at definere vores ønsker for fremtidens akademi. Bolognaprocessen er ikke skabt til at løse faglige og organisatoriske problemer på uddannelserne, men er et redskab til at beskrive hvad man gør, så det kan sammenlignes med hvad tilsvarende uddannelser gør. Til gengæld indebærer selv-beskrivelsen som et minimum at vi kigger på os selv og formulerer vores målsætninger. Og når vi er i gang med det, bør vi så ikke også spørge os selv, om der var noget vi kunne gøre lidt eller helt anderledes? Har vi mulighed for at højne niveauet hos vores kandidater, så de bliver endnu bedre rustet til ikke kun at klare sig, men også at gøre en forskel i kunstlivet og i samfundet?

Det videre arbejde med implementeringen af en fuld BFA/MFA-model på Billedkunstskolerne skal foregå ikke bare på et oplyst grundlag, men også på baggrund af så vidt muligt fælles visioner for en fremtidig internationalt orienteret kunstuddannelse. Fællesmødet d. 17.12. er en opfordring til alle studerende og ansatte om at deltage i diskussionen om kunstuddannelsens kerneværdier og de overordnede fremtidsvisioner vi bør holde os for øje i det kommende reformarbejde. På et andet stormøde i begyndelsen af det nye år vil en mere konkret udformning af BFA'en komme til debat.

Vel mødt til en forhåbentligt livlig debat d. 17.12.!