At skulle

Kære Studerende, kolleger og gæster

Jeg har gjort mig det til en vane hvert år ved denne lejlighed (Skolernes åbning d. 1.10.) at give jer, og ikke mindst de studerende, et par ord med på vejen til almindelig inspiration og opmuntring for årets arbejde. Tidligere år har jeg således talt om fejlen og om fejltagelsens centrale rolle i det kunstneriske arbejde og i studiesituationen. Jeg har talt om studierejsen, om Parthenonfrisen der omgiver os her i salen og om stilheden i studiet og i arbejdet. I år kunne overskriften på min åbningstale være ’At skulle’. Ligesom temaet ’at fejle’ var valgt i forhold til en tid der synes at lægge stadig større vægt på succes og måling af succes efter visse ’positive’ kriterier, så kan årets temaet - ”at skulle” - ses som et indlæg i en debat om kunstnerisk frihed, om forskningsfrihed, måske også om ytringsfrihed. Det er selvfølgelig kontroversielt. Forskningen og det kunstneriske arbejde hører til blandt de beskæftigelser der lægger størst vægt på friheden til at træffe selvstændige valg. Og det ikke uden grund. Forskning og kunstnerisk arbejde i et oplyst demokratisk samfund må ses som uløseligt forbundet med det frie valg, den frie tanke, den frie bevægelse. Er der noget, kan der være noget, der hedder ’at skulle’, eller at være begrænset her, at være betinget, uden at det samtidig medfører en indskrænkning af bevægelsesfriheden? Tankefriheden? Som studerende ved en højere læreanstalt, og vel også som forsker, kunstner, underviser, må man i det mindst have reflekteret over dette spørgsmål. Men lad os først se lidt nærmere på den studerendes rolle.

I vil allerede have bemærket at jeg temmelig konsekvent omtaler studerende ved Billedkunstskolerne som, netop, studerende og ikke som elever. Selv om vi her på akademiet holder fast i den gamle betegnelse ’skole’ – altså et sted hvor man opholder sig for at skole sig, for at lære og for at udvikle sig med et fag – så har vi ikke fastholdt betegnelsen ’elev’. En elev står i lære hos en mester, der tjener som autoritet og forbillede, og dén undervisningsmodel forlod vi for mange år siden herinde; eller også sidder eleven på skolebænken for at blive undervist i et stof eller i et pensum som læreren har fastlagt på forhånd. Lad os overlade den undervisningsmodel til grundskolen og gymnasiet. Hvad betyder det så at være studerende? At være studerende vil sige at være i gang med et studium inden for et fagområde, at være i en studiesituation på en uddannelsesinstitution, som regel en højere uddannelse. At være på en uddannelse som studerende betyder at man indretter sin egen faglige udvikling efter et studieprogram som lægger visse rammer for forløbet, stiller visse ressourcer til rådighed, og som levner betydelig plads til den undersøgelse, den øvelse og det eksperiment som er kernen i faglig udvikling på højt niveau.

På visse uddannelser skal man igennem meget omfattende grundforløb før man når dertil hvor man kan udforske ting selvstændigt og får mulighed for at udvikle egne modeller, teorier og – i sidste ende – værker. Der kan være elementære håndværk og andre færdigheder og principper der skal læres inden man kommer dertil. På medicinstudiet eller på antropologistudiet går der således flere år inden man kommer så langt i beherskelse af faget at man eventuelt kan kalde sig forsker eller bare assisterende forsker. Ganske anderledes er det på kunstuddannelserne, og særligt på billedkunstuddannelserne. Her bruger vi nærmest fra første dag undervisningsmetoder og pædagogiske strategier som faktisk minder mest om forskeruddannelsernes på universitetet. Det forventes at den studerende har en frihed og bruger sin frihed – frihed fra snævre studieforløb, frihed fra fælles pensumanstrengelser, frihed til at realisere sit eget kunstneriske projekt og forfølge sine egne ideer. Denne frihed i studiet er et gode, et privilegium, en forudsætning kunne man sige, for at opnå de meget forskelligartede resultater og de meget forskelligartede kandidatprofiler som vi excellerer i. Men friheden kan også være skræmmende. Krævende. Det kender kunstnere som efter endt akademistudium pludselig står uden for akademiets institutionelle og sociale rammer og må skabe noget ud af det blå, uden fundament, uden sikkerhed, uden at nogen måske forventer noget af en eller beder en om at gøre. Uden at skulle.

En akademiuddannelse skal ruste studerende til at håndtere denne frihed, som dog aldrig viser sig at være ’fri’ de steder hvor man troede eller ’administreret’ på den måde man lige forestillede sig den ville være. Det tager lang tid at lære at manøvrere. Og vejen dertil går ikke gennem blot at give grænseløs og ureguleret uddannelse – man kan med god ret spørge om sådan noget overhovedet findes – men derimod gennem en delikat afvejning mellem studieprogram og åbne rammer. Åbne rammer, frirum: det er ord som er nemme at sige og ofte bliver brugt på kunstakademier, men som er lidt sværere at gøre til virkelig virkelighed. For hvad betyder det egentlig i en uddannelsessammenhæng? Åbne rammer er trods alt stadig rammer. Et frirum antyder trods alt stadigvæk eksistensen af et rum, altså noget der er afgrænset. En gammel kliché, som måske også bare er en gammel kunstnerisk erfaring, siger at disciplin giver frihed eller: grænser giver frihed. En grænse giver noget at arbejde i forhold til: hen imod, op imod, hen over, i forlængelse af osv. Et rum sætter en ramme: Det er her det sker, det er nu det sker, det er på disse betingelser det sker osv. En måde at håndtere kunstnerisk frihed på, nu hvor teknisk håndelag ikke tilbyder sig som et entydigt grundlag for vurdering af det kunstneriske arbejde, kan for mange være at sætte nogle grænser for sit eget arbejde; opstille regler, principper, markeringer, lovmæssigheder – de være sig nok så vilkårlige. Man kan kalde det for selvpåførte begrænsninger. Begrænsninger som tvinger en væk fra frihedens lammende tomrum, eller begrænsninger som tvinger en væk fra andre begrænsninger, som f.eks. ens indre liv eller personlige smag, og fører steder hen man ikke ville være gået, hvis man blot havde fulgt den første tilskyndelse. Vi kunne her tale om et begrænsningens potentiale. Man kan beslutte sig for at man vil lave et linoleumssnit om dagen i en måned. Eller at man kun vil lave værker sammen med to andre kunstnere. Eller at man vil optage en række regulerede eller tilfældige bevægelser igennem sit atelier (som den unge Bruce Nauman gjorde). Eller for at registrere tilfældige historiske hændelse efter et på forhånd fastlagt system, evt. for at følge sammenstødet mellem system og tilfældighed (som en Hanne Darboven gjorde i sit sidste store installatoriske værk ”Kulturgeschichte”). Eller jeg kan nævne et endnu mere aktuelt eksempel på det vi kunne kalde for en kreativ begrænsning, nemlig den begrænsning som to kunstnere påfører hinanden, legende, udfordrende og måske også let ironisk. Det drejer sig om Jørgen Leth og Lars von Triers fælles projekt ”De fem benspænd” fra 2003. Her udfordrer Trier sit forbillede Jørgen Leth til at bryde med de regler og metoder som denne meget metodebevidste kunstner aldrig har støttet sig til. Jeg beder jer her tænke på den sekvens i filmen hvor Trier beder Leth om at lave et remake af Det perfekte mennesker (1967) i det mest utænkelige medie: tegnefilmen, et medie de begge afskyr. Der er ingen diskussion – han skal…

Situationen i denne film er ikke en studiesituation. På nogen punkter minder den mig ikke desto mindre om hvad det vil sige at være studerende: Den rummer både undersøgelse, nysgerrighed, udfordring, accept af spilleregler og forsøget på at manøvrere inden for og at lade sig inspirere af på forhånd satte regler på en intelligent måde. Leth er her den studerende. Trier siger ”du skal” – Leth hader det, men gør det fordi… ja, hvorfor egentlig? Fordi han gerne vil udfordres, vil lære, vil drilles, og fordi de to har indgået en kontrakt. En gang imellem, ja ofte, må man som studerende, for at få rammesat sin frihed, indgå i programmer som man ikke nødvendigvis lige i situationen selv mener tjener ens udvikling bedst. Man må her acceptere et ”du skal” – ikke fordi den der siger det er en ubetvivlelig autoritet, som ”har ret”, men dels fordi det udvikler at følge metoder man ikke selv har sat, dels fordi man har en fornemmelse af at den der sætter rammen selv har gode erfaringer med det og har sine grunde. Og vel også fordi man som studerende på en uddannelse har indgået en art kontrakt med institutionen der går ud at der sættes visse regler og rammer op – regler og rammer der så i øvrigt kan diskuteres, forhandles, justeres, forkastes efter at de er velafprøvet osv.

Kunst er frihed, jovist, men frihed er aldrig ubegrænset og ubetinget. At være studerende indebærer selv at sætte og i mange tilfælde at lade sig underlægge regler og grænser for sit arbejde, så dette arbejde gennem rammernes udfordring bliver stadig mere præcist og skarpt. Størstedelen af vores hverdag lever vi i relativt ureguleret frihed. ’At skulle’ kan være en nådegave. En vej til en mere bevidst frihed.