'Frygten er tilbage'

Statens kultur-, forsknings- og uddannelsesinstitutioner kæmper for tiden med reducerede bevillinger, der mange steder fører til afskedigelse af højt kvalificeret personale, forringelse af undervisningsudbud og begrænsning af udstillingsprogrammer. Institutionerne er under disse økonomiske vilkår blevet, og vil i fremtiden i måske endnu højere grad blive, afhængige af sponsorstøtte for at kunne videreføre kerneaktiviteter og udvikle nye områder. Som vi ved fra udlandet, kræves der en sponsorkultur for at samarbejde af den type mellem offentlige institutioner og private virksomheder kan fungere. I kernen af en sådan kultur ligger at det armslængdeprincip og den tillid, som præger eller burde præge statens forhold til egne kultur- og forskningsinstitutioner, også må gælde for sponsorers forhold til dem, de støtter. Samtidig må institutionerne heller ikke lægge bånd på sig selv eller forsøge at tilpasse sig (forestillinger om) sponsorernes forventninger af frygt for at miste støtte. Handlefriheden er essentiel. Det er i disse tider endnu blevet nødvendigt at minde om vigtigheden af, at kulturinstitutioner viser de ting, som nu skal vises, og at forskningen fremkommer med de resultater, der er dækning for, uanset om det falder i sponsorerende og støttende instansers smag eller ej.

Et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis de grundlæggende principper for god sponsorkultur ikke overholdes, er aflysningen af den retrospektive udstilling af kunstnergruppen Surrends karikaturplakater på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, kun godt en uge før den planlagte åbning i oktober. Stridens æble, en plakat der under den gådefulde titel ”Dusken er tilbage” viser medlemmer af den danske kongefamilie i pornografiske situationer, har tydeligvis vakt mishag, i hvert i Den Gamle Bys ledelse, der antagelig af frygt for protektor Hendes Majestæt Dronningen og sponsorer valgte at gå censurens vej. Hvis dette træk er udtryk for, at kulturinstitutioner er endt i en klemme, hvor hensynet til sponsorers og protektorers interesser vejer tungere end forpligtelsen til at give udstillende kunstneres arbejde de bedste udfoldelsesbetingelser, så er det bekymrende. Tankevækkende er det også at ytrings- og udtryksfrihedens ellers kompromisløse forkæmpere, for eksempel på Morgenavisen Jyllands-Posten, har set Surrends tegning som tilhørende en ganske anden kategori end Muhammed-tegningerne og i hvert fald ikke som noget, der fortjener at blive forsvaret, end ikke på det principielle niveau. Men det har vel ikke været nemt for den gamle morgenavis; den er nemlig hovedsponsor for Den Gamle By.