Jeg er på det seneste blevet kontaktet af journalister fra forskellige nyhedsmedier med henblik på en kommentar til den aktuelle finanskrises konsekvenser for billedkunsten. Min første reaktion var: Har den da konsekvenser? Nogen mener det. Og aviserne begynder at skrive som om. Så lad os altså antage at der noget om snakken: Trods flere eksperters vurderinger af at kunstmarkedet er blevet for stabilt til for alvor at kunne rokkes af finanskrisen, lader det til at den yngre del af billedkunsten og dens gallerisystem begynder at kunne mærke et udslag. Og, tja, hvad skal man egentlig sige til det? Kunstmarkeder går som andre markeder op og ned, og meget tyder på at kunstmarkedet reagerer omtrent ligesom modebranchen. I tider med knap privatøkonomi bliver luksusvarer som tøj og kunst det første der spares på. Det burde ikke komme bag på nogen i branchen. Enhver gallerist med respekt for sine kunstnere bør gøre det klart at så godt som ingen kan ride på en økonomisk bølge igennem en hel kunstnerisk karriere. Kunstmarkeder fluktuerer mellem fede og magre år, selv om mange mener at udsvingene bliver mindre. Det sidste skal jeg dog ikke gøre mig klog på.
I sidste uge faldt jeg imidlertid over en formulering i Dagbladet Information som gav ekstra stof til eftertanke. Her stod noget i retning af at ”dansk billedkunsts guldalder synes definitivt forbi”. Min første tanke var: Nå, bedre sent end aldrig! Konteksten lod dog forstå at der ikke var tale om 1800-tallets guldalder, men derimod om en guldalder som vor egen tids kunst indtil for nylig skulle have befundet sig i og som nu, må vi forstå, skulle være overstået. Der ligger en præmis i dette som jeg har svært ved at acceptere. Skulle der virkelig være en direkte sammenhæng mellem finansiel optur og kunstnerisk guldalder? Nu vil ingen vel mene at kunst skabes af ånd alene. Et finansielt grundlag er en forudsætning for fortsat arbejde med eksperimenterende kunst, hvad enten det tilvejebringes gennem salg, udstillingshonorarer, bijobs, privat sponsiorering, offentlig støtte eller, mest realistisk, en kombination af flere af disse. En gunstig finansiel situation kan derfor i princippet skabe grobund for kunstneriske nydannelser som kvalificerer til betegnelsen guldalder. Men lad mig samtidig slå fast at der netop ingen direkte sammenhæng er: Hvis den nuværende situation rent faktisk rammer de eksperimenterende kunstnere (og muligvis også mainstreamkunstnerne), betyder det jo ikke nødvendigvis andet end at det bliver pokkers svært at skaffe finansiering til arbejdet, at skaffe udstillingsmuligheder (fordi gallerier lukker) osv. Det kan selvfølgelig være alvorligt nok for den enkelte. Men en ende på den økonomiske ’guldalder’ kan det kun indebære i det omfang dansk kunst vitterlig har været alt andet end ånd, f.eks. økonomisk spekulation. Jeg skal undlade her at lave pindehuggeri på termen ’guldalder’ som jeg finder mere end almindelig problematisk i forbindelse med kunst (den være sig spansk, hollandsk, dansk eller andet). Skal den overhovedet have nogen berettigelse, må vi dog som et minimum kræve at den hentyder til opfindsomhed, åndrighed, kreativitet, nyskabelse, tænksomhed og så videre og ikke til succes efter en markedsmæssig målestok.
Jeg vil i almindelig enkelhed konkludere at en periode præget stor originalitet, opfindsomhed og interesse i kunsten ikke forsvinder blot fordi kunstmarkedet for en tid skrumper. En ikke ubetydelig del af den kunst som vi i de senere år har grund til at betragte som den mest originale, er en kunst som aldrig har været salgbar og som derfor heller ikke nødvendigvis kommer til at mærke den store forskel mellem før og efter krisen. Offentlig kunststøtte er i denne situation akkurat lige så vigtig som førhen. For der er altid – og da især når der er tale om ægte kreativ guldalder og ikke bare en økonomisk guldalder – brug for midler til den kunst som søger andre veje end dem der fører til en umiddelbar indtægt gennem salg.
Rektor Mikkel Bogh
Comments