Per Bak Jensen, (slet ikke) færdig med 60!

Kære Per

Tillykke med fødselsdagen!

For en uge siden mødtes vi i kantinen, hvor du stod med den person der snart skal afløse dig på posten som leder af laboratoriet for fotografi. Ulrik Heltoft hedder han. Jeg benyttede lejligheden til at gratulere Ulrik og endnu engang udtrykke min tilfredshed med at han havde lyst til at lede laboratoriet for et år. Så kiggede du på mig med dit karakteristisk ærlige, drengede, drilsk-udfordrende og som altid også lidt uudgrundelige smil og spurgte: - Er du ikke også lidt ked af det? Jeg mener, over at jeg stopper?

Jeg ved ikke om jeg fik det sagt det klart og tydeligt nok på stedet, for som så ofte før følte jeg min en anelse afvæbnet ved friskheden i din henvendelse. Men nu hvor jeg og kun jeg har ordet, så lad mig sige det så klart som jeg kan: - jo, jeg er sgu’ da ked af at du holder op, og ikke mindst af at det skulle komme så pludseligt og gå så pokkers hurtigt. Jeg mente selv vi havde mange gode år tilbage på borgen sammen, også selv om vi måske ikke altid var enige om måden og om de helt store visioner. Jeg og vi vil savne din ubestikkelighed, din dybtgående faglige ekspertise, din særlige ’ledelsesstil’ med dens både hårde og bløde sider, og ikke mindst din person, din kærlige og mærkelige person, som vi elsker og undertiden også fortvivles over, fordi den så tit konfronterer os med de store, næsten ubesvarlige spørgsmål, gerne på de mest upassende tidspunkter, og som aldrig stiller sig tilfreds med small-talk, men netop vil sætte ting og sager på spil, koste hvad det vil. Good-will, positive evalueringer, den gode stemning omkring bordet, skulderklap og forsonende latter - alt dette kan undværes, hvis det handler om at sætte tingene spidsen og få ubekvemme sandheder sagt og irriterende spørgsmål stillet, også over for studerende som i deres blåøjethed troede du blot stod til rådighed med teknisk assistance, men i virkeligheden, synes du, savnede kontakten med de strømførende lag og først skulle mindes om det inden de blev indført i Photoshop. Ofte, og måske især i de senere år, har diplomaten i dig dog vundet over provoen - du har vel mærket at det faldt i bedre jord, trods alt. Men måske er der ved at gå lidt for meget diplomati i os alle sammen i det gode samarbejdes navn. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at jeg i arbejdet vil savne denne påmindelse om at konfrontationer kan frisætte energi, kan åbne både sår og dialog, og at tonen mellem mennesker også kan blive så pæn at man ikke kan ånde. Jeg synes vi skal huske på denne særlige arv fra dig.

Lad os dog samtidig huske på at du midt i din direkte stil også ynder at indhylle din tale i orakel-agtige tåger, drillende, søgende, spørgende, generende, ironisk – ja, man ved aldrig rigtig helt hvor bogstaveligt det du siger, skal tages – om du selv ligger inde med svaret på de spørgsmål du stiller, f.eks. om kunstens egentlige og dybeste væsen, eller om verdens skjulte sprog, eller om dine provokationer blot er projektioner af dine egen tvivl og din egen søgen, som du skynder dig involvere andre i, af og til nænsomt og åbenhjertigt, af og til med en bryskhed der afslører at du ikke har tålmodighed med mennesker der tager for let på disse alvorlige sager. De lag og flertydigheder, de perceptuelle spidsfindigheder, man finder i visse af dine værker, dem kan man også finde i din person – dine værker er for så vidt meget personlige. Og din person har i øjeblikke næsten værk-karakter.

Dette bringer mig til det væsentligste. Ikke kunstværket Per, men billedkunstneren Per Bak Jensen. Den kunstner hvis værker jeg selv har skrevet lidt om, ikke fordi jeg er blevet bestilt til det, men fordi jeg syntes og synes at dine billeder bruger fotografiet på en måde der egner sig fantastisk godt til at undersøge hvad det er der sker, når verden fotograferes – hvad der sker med vores blik og med verden, når der sættes en ramme op og skabe fokus, opmærksomhed – og fordi dine billeder ikke bare er en fotografs værk, men først og fremmest er billedkunst der taler med anden billedkunst. Din tilgang til kunsten har dannet skole herhjemme – mærkeligt at svenskerne først så sent har opdaget dig. Det er ikke mange kunstnere forundt at danne skole. Men det har du gjort, særligt på kunstakademiet hvor din perfektionisme og dit krav om præcision, men ikke mindst din opmærksomhed på hvordan det fotografiske billede på samme tid danner og skjuler sit motiv, har sat tanker i gang hos generationer af studerende. Dette har påvirket mange, som vi tydeligt kan se det hos kunstnere der har været omkring din ”skole”, ligesom vi hos mange kunstner der arbejder med fotobaseret kunst kan mærke tilstedeværelsen af dine ideer om at refleksionen skal ligge i billedet, i dets egen form og opbygning, og ikke gå forud for billedet sådan at dette blot bliver en illustration af en ready-made idé.

I din måde at danne skole på har du selvfølgelig langt overskredet dine kontraktlige forpligtelser med Kunstakademiet. Ingen steder står der skrevet at du skulle profilere dit laboratorium som en selvstændig enhed med egen kunstnerisk profil og med en kunstnerisk vejledning som ufortrødent går ind på professorskolernes domæne. Du har med andre ord overskredet dine beføjelser, hvilket da også fra tid til anden – nej, lad mig ikke være så diplomatisk – hvilket konstant har bragt dig på kant med professorer der mente du gik for langt og kom på tværs af deres undervisning og deres ideer. Men lad mig sige ligeud, at uden denne uforsigtighed, uden den hårdnakkethed hvormed du insisterede på laboratoriet som et sted for kunstnerisk undersøgelse, ville kunstfotografiet eller den fotobaserede billedkunst i Danmark med fornemme repræsentanter som Joachim Koester, Erik Steffensen, Julie Edel Hardenberg eller Ulrik Heltoft ikke have fået den samme fremtrædende rolle som den har. At hver og én af dine ’adepter’ afviger meget fra dig selv som kunstnere, ja måske lige frem mener at have gjort op med den Per-Bak’ske metafysik, dét vidner jo blot om at du formået at skabe et åbent felt med mange muligheder omkring dig som kunstner og som underviser.

Jeg kender ikke meget til din biografi, og jeg holdt mig også lidt på afstand af den, da jeg skrev, dels fordi kunstnerbiografien er en genre jeg ikke behersker, dels fordi jeg fornam at der her lå alt for megen forførende historie gemt. Nu må jeg nøjes med at lytte med på alle disse mere eller mindre velfunderede rygter og myter som er i omløb om din fortid som gadedreng på det mørkeste Nørrebro, som soldat i jægerkorpset, som succes- og snart også hovedrige modefotograf (sikkert omgivet og ombejlet af smækre modeller), siddende bag rattet i en BMW med alufælge og tonede ruder. Jeg må også på afstand lytte til historien om hvordan du pludselig forlader alt dette, for at hellige dig kunsten og udforskningen af verdens uudgrundelige og momentane åbenbaringer af et ordløst sprog som vi måske aldrig forstår, men som fotografiet kan give os en indsigt i. Med til denne historie hører også mødet med kvinden og præsten i dit liv, Susanne, der dagligt sikrer at du holder benene på jorden, men hovedet i himlen.

Din historie skal nok blive fortalt af en autoritativ person en gang. Indtil da må vi leve med uvisheden – hvilket heller er så ringe endda. Ligesom vi uden problemer lever med og inspireres af uvisheden i dine billeder. De kan noget helt enestående, når de på samme tid tømmer verden for umiddelbar mening, men kun for at fylde den op med noget andet, med spørgsmål, undren, muligheder, potentiale.

Jeg ved ikke om jeg helt forstår dig, Per. Jeg ved for eksempel ikke om jeg helt forstår hvorfor du holder op på akademiet – men jeg ser det i øjnene og accepterer det, ja den beslutning har ligefrem noget smukt og konsekvent over sig: 60 år og goodbye – nye udfordringer venter, I kan klare jer uden mig nu. Og jo vist, det kan vi. Med alt hvad vi har lært.

Lykke til på de nye græsgange.