Tale ved skolernes åbning 2009

Kære alle sammen!

Det er mig en stor glæde hermed at byde velkommen til skoleåret 2009/10 på Kunstakademiets Billedkunstskoler. En særlig glæde er det at hilse de 30 nystartede studerende velkommen til skolerne. Vi ser frem til at følge jer igennem de kommende års studier og til – som lærere, som medstuderende, som administration – at medvirke til at I får de bedste og mest udfordrende rammer om jeres faglige udvikling.

Det forgangne år har været spændende for Billedkunstskolerne. Vi har haft vigtige principielle diskussioner i forbindelse med den nye Bachelor-ordning; vi har haft besøg af et væld af interessante gæstelærere fra ind- og udland; vi har haft udveksling og samarbejde med institutioner og akademier fra Kongelunden på Amager over Vilnius til Beijing; vi har set en lang række udstillinger og projekter af studerende tage form i Q, i byrummet, på Rundgang, på Gl Strand og mange andre steder. Men det skal ikke skjules at det også været et vanskeligt år, et tungt år. Bevillingsmangel på Billedkunstskolerne betød at vi måtte nedlægge tre stillinger og tage afsked med højt skattede medarbejdere. Hele denne proces har naturligvis slidt på kræfter og arbejdsglæde hos både ansatte og studerende, mens den stod på.

I dag er vi imidlertid parate til at fat på et nyt skoleår, med alt hvad det indebærer, og jeg er glad for at vi, trods alt, også kan hilse nye medarbejdere velkommen i staben: Professor Martin Erik Andersen, der vil skal lede Billedhuggerskolen Charlottenborg i de kommende 6 år, lektor Ulrik Heltoft der fra 1.9. har været leder for laboratoriet for fotografi. Som noget nyt i Billedkunstskolernes 255-årige historie er vi blevet ramt af flere ansattes lykkelige omstændigheder. Intet mindre end 4 videnskabelige medarbejdere er på kortere eller længere barsels- og forældreorlov, og der er selvfølgelig fundet højt kvalificerede vikarer i orlovsperioderne, nemlig Henriette Heise, Hito Styerl og Florian Plumhosl. Endelig kan jeg nævne at kurator, kunsthistoriker mv. Cecilie Høgsbro Østergaard i det kommende år vil assistere os, og ikke mindst de udstillende studerende, i vores nyåbnede udstillingsrum BKS Garage.

Hvis vi havde trukket en af akademiets gamle professorer, en Wiedewelt, en Abildgaard, en Thorvaldsen, en Eckersberg, op af graven og spurgt hvad de synes om at vi i dag præsenterer studerendes arbejde i en garage, ja så ville de nok have studset en kende, måske endda protesteret. Bortset fra at ordet ’garage’ først blev hentet ind i det danske sprog engang i det 20. århundrede, så ville blot tanken om at vise kunsten på en parkerings- og lagerplads, og endda at skilte med det, have været den gamle professor fremmed. Akademiet lagde ud med en fin festsal på byens fornemmeste plads og endte med at involvere sig i en ’garage’ i et nedlagt bryggeri. Set fra klassicistens synspunkt kunne det ligne en sørgelig forfaldshistorie. Set fra vores tids standpunkt er der derimod tale om historien om en nødvendig og meningsfuld rutsjetur på en 150 år lang glidebane der med mange loops og svingture undervejs fører fra forestillingen om antikkens storhed, om mesterværket, om de store forbillede, formidlet gennem århundreders akademisk visdom, og ned til en situation som i dag for kunstneren er usikker, risikofyldt og dynamisk, mere undersøgende og mere eksperimenterende, og langt fra indrammet af en betryggende – eller lammende – norm der styrer formgivning, følelse og fortolkning. Det er en glidetur fra lyset og ned i mørket, fra idealitetens klare tinder til garagens dunkelhed.

Helt så enkelt er historien imidlertid ikke, langt fra endda. Selv midt i refleksivitetens og risikoens tidsalder er vi ikke løst fra enhver norm og regel – vi arbejder ligesom i forne tider både i lys og i mørke, og allermest i gråvejr. Og den der påstår at kunstverdenen i dag ikke ind imellem samler sig omkring fælles forestillinger og konsensus, i visse henseender ligefrem ensretning, vil få svært ved at trække sit stik hjem. Omvendt skal vi heller ikke tage fejl af de gamle akademiprofessorers omgang med antikken og den store europæiske kulturarv: Antikken angav ikke blot en norm alle skulle efterleve, men var også den målestok efter hvilken man kunne måle sin egen tid og forstå den forandring man havde undergået.

Lad os tage et nærliggende eksempel: Festsalen som vi nu befinder os i. Denne gamle riddersal blev i 1827 omgestaltet af arkitekten C.F. Hansen. Som led i den generelle stramning af rummet, opsatte han et skønsomt udpluk af Parthenon-frisen (der dog første langt senere kunne nå hele vejen rundt), en afstøbning af det antikke kunstværk der femten år forinden var blevet fragtet til London af den berømte og berygtede Lord Elgin efter en slags aftale med den osmanniske besættelsesmagt i Grækenland. De såkaldte Elgin-marbles blev genstand for stor interesse og kopier købt af kunstakademier over hele Europa, selv om der også lød stærk kritik af Lord Elgins ’erhvervelse’. Originalerne, skabt af Phidias’ værksted, blev af mange betragtet som det ypperste fra den græske oldtid og som eksempler til efterfølgelse. At lade frisen pryde et Festsal på et kunstakademi tjente dog netop et dobbelt formål. Dels udgjorde den en belæring om hvor langt de store mestre havde drevet det og måtte derfor være et orienteringspunkt for nutidens kunstnere. Dels fortalte den de nye generationer af kunstnere om en anden tid, en svunden og uopnåelig tid; den var et ideal der, så at sige, satte en nyere kunsts egen modernitet og ændrede samfundsmæssige rolle i relief. Ok, C.F. Hansen vil nok ikke have formuleret det på denne måde, men dette var ikke desto mindre noget som relieffet kunne signalere over for de følgende årtiers nye elever, der må have følt sig stadigt mere afkoblet fra den tradition og det dannelsesprojekt som frisen var en del af.

Parthenon-frisen havde altså uomtvisteligt, dengang i 1827, da de første fragmenter af den blev monteret, karakter af en målestok, en dobbelt målestok. I den klassiske akademi-tids sidste dage var den en norm, ja den repræsenterede måske endda Normen, det mesterværk ud fra hvilket professorer og studerende kunne kalibrere komposition og modellering, så man undgik for mange fejltagelse og udskridninger, samtidig med at dens tilstedeværelse gav fornemmelse for historiens gang og bevægelser. I dag, mere end 180 år senere, kan den vel næppe siges at være andet end en historisk påmindelse, en udsmykning, et ornament som kun få lægger mærke til. Men lad os alligevel følge op på den indsigt som de gamle akademister åbnede for, da de lod frisen installere, nemlig den erfaring at et ideal eller et forbillede nødvendigvis stiller fejlbarligheden og afvigelserne i ens egne bestræbelser til skue.

Fejlbarlighed og afvigelse er netop temaer jeg gerne vil dvæle lidt ved i dag. Hvorfor egentlig? Måske fordi der i disse år fra alle sider lægges et forventningspres på unge kunstnere i retning af at have succes. Det gælder om at lykkes, om at kunne finde sin plads i systemet og skabe resultater på dette systems betingelser. Vores egne uddannelsesinstitutioner undergår forandringer som på godt og ondt skal sikre optimering af midlerne; der skal kvalitetssikres, der skal produceres, godtgøres, dokumenteres og evalueres, der skal opnås kontraktmål, der skal trimmes og justeres. Alt dette kan være nødvendigt og det kan være overflødigt, eller ligefrem skadeligt. Det afgørende er at i en forandringssituation hvor professionalisering af uddannelsen sættes i højsædet, er det vigtigt at holde fast i hvad et akademi frem for alt skal være: Et sted hvor det er muligt at begå fejl, et sted hvor fejltagelsen er undersøgelsens og eksperimentets trofaste følgesvend, et sted hvor tiden tillader at tage ved lære gennem fordybelse, udforskning, forsøg. Dette vidst vores gamle forgængere allerede. Ingen af dem gjorde sig forestillinger om at der skulle laves en ny Parthenon-frise. Man skulle derimod gøre sig umage, ligesom Phidias gjorde det sammen med sit værksted, men gøre sig umage på sin egen tids betingelser.

Kunsthistorien selv er langt hen ad vejen historien om fejltagelser; om misopfattelser, fejlfortolkninger, subjektive afvigelser, mislykkede forsøg på at leve op til en norm eller på strid og konflikt mellem bestiller og kunstner. Parthenon-frisen er for så vidt et glimrende eksempel. Ikke blot fordi der her er tale om en kopi af tyvekoster, men også fordi den oprindelige frise havde en farvepragt som 1700-tallets og 1800-tallets efterlignere enten ikke kendte til eller ikke ville indrømme, fordi farven ville have trukket frisen ned fra den hvide idealitets oversanselige tinder. Et nyere eksempel på det vi kunne kalde for en produktiv misforståelse, er den japanske Gutai-gruppes fejllæsning af Jackson Pollocks action painting. Gutai-kunstnerne så i 1950 Hans Namuths fotografier af Pollock dansende med hullede malerspande omkring lærredet på gulvet og troede fejlagtigt at denne performative gestus var værket i sig selv. Deres egne eksperimenter, som lå i direkte forlængelse af disse observationer, gik langt i undersøgelsen af interaktion mellem kunstner og materiale og betød at de helt og aldeles forlod maleriet som indrammet værk. Et sidste eksempel på et – måske lykkeligt – mislykket værk er den kinesiske kunstner Ai Weiweis bidrag til Documenta 12 i form at et udendørs tårn opbygget af døre fra Ming-dynastiets dage. En natlig storm i Kassel fik tårnet til at ramle sammen – konstruktionen var slet og ret for skrøbelig. Ai Weiwei mente dog ikke det skulle genopbygges, for, som han sagde, ’naturen er det største kunstværk…’, og værk-ruinen kom derfor til at stå som et monument over stærkere kræfters arbejde i udstillingens resterende måneder.

Alt dette være ikke sagt for at opfordre til byggesjusk eller til at dyrke misforståelsen som et mål i sig selv. Det ville være tåbeligt. Men lad mig med disse eksempler minde om at kriterier for ’dannelse’, ’styrke’, ’kvalitet’, ’succes’ og ’vellykkethed’ inden for den undersøgende samtidskunsts område kan være svære at fastsætte og, i det omfang vi kunne blive enige om dem, under ingen omstændigheder kan gøre krav på at være universelle. Den tvivl og den usikkerhed lever vi trygt med på Kunstakademiet - den skal de pågående forandringsprocesser ikke forsøge at tage fra os.

Med disse ord ønsker jeg jer alle en god studiestart og et godt studieår!