Jeg får ofte henvendelser fra private og offentlige institutioner som gerne vil samarbejde med Kunstakademiets Billedkunstskoler. Vi er selvfølgelig glade for at så mange finder os interessante at lave ting og sager med. For det betyder vel at den eksperimenterende samtidskunst nyder almindelig bevågenhed og kan tilføre forskellige dele af samfundet værdi. I de første par år af min tid som rektor – og det vil sige indtil for ganske nylig – brugte jeg betydelige ressourcer på at forfølge henvendelser af den salgs, hvilket jeg på ingen måder fortryder, al den stund jeg herigennem lærte noget om akademiets mangfoldige kontaktflader og interessenter, for slet ikke at tale om institutionens egne muligheder og begrænsninger. I løbet af denne periode er det blevet til mindst 30 større, gennemførte eller stadig løbende samarbejdsprojekter som vi er stolte af, fordi de giver fagligt mening og på en eller anden måde giver de studerende relevant viden, erfaring og muligheder som vi ikke selv havde kunnet tilbyde – og i sidste ende må dét være succeskriteriet set fra vores synspunkt. Igennem det sidste år har vi for eksempel lavet vellykkede projekter med Medicinsk Museion i Bredgade, den Spanske ambassade i København, U-Turn Kvadrinale for Samtidskunst, Billedkunstnerisk grundkursus i Holstebro og Lettre International, for nu at blive på den danske arena.
Mange, ja vel de fleste, opfordringer til samarbejde med Kunstakademiet har imidlertid et lidt andet sigte end de netop nævnet eksempler. De er snarere af typen: ’Vi vil gerne stille nye attraktive lokaler til rådighed, hvor jeres studerende kan få mulighed for at lave en udsmykning eller en ophængning’. Der findes i kunstakademiets nyere historie eksempler på den slags projekter, som har været givende for både studerende og modtagere. Men ofte har jeg måttet sande at indsatsen er for stor i forhold til udbyttet, her forstået som de studerendes faglige udbytte. Mange virksomheder og institutioner vil gerne have kunst på væggene, men kun de største har råd til at foretage investeringen og gå for eksempel til gallerierne for at etablere kontakten til den rette kunstner. Et samarbejde med Kunstakademiet kan da blive en vej til en kunstnerisk udsmykning med en gruppe studerende der blot skal have dækket deres materialeomkostninger. Her må jeg som regel insistere på at det er de professionelle kunstnere der løser opgaver af den type. Vores studerende kan sådan set kun komme på banen, hvis hele situationen har en åben, undersøgende og temporær karakter fra begge parters side. Vi er som sagt glade for alle henvendelser, også af denne skuffe. Men jeg er begyndte at takke nej med mindre jeg straks ser muligheden for at give nogle studerende kombinationen af praktisk erfaring og en intensiv faglig udvikling ledsaget af refleksion og grundig evaluering. Som hovedregel skal en eller flere af vores professorer være medansvarlige for et projekts gennemførelse; hun eller han skal følge det tæt og sikre at det falder meningsfuldt ind i uddannelsessammenhængen i øvrigt. Er professorerne ikke inddraget, hvilket er sjældent, må den institution vi samarbejder med, kunne stille faglige ressourcer til rådighed. Lad mig give et eksempel. Denne gang internationalt.
14 tyske Kunstvereinen har under overskriften „CROSSKICK – Europäische Kunsthochschulen zu Gast in deutschen Kunstvereinen” inviteret kunstakademier fra mange Europæiske lande til at lave udstillinger hos sig som led i den pågående, og undertiden virkelig heftige, diskussion om de kunstneriske uddannelsers fremtid i Tyskland. Brandenburgischer Kunstverein i Potsdam kontaktede os i den forbindelse for at høre om vi ville medvirke i deres bidrag til fællesprojektet, her med den inciterende titel AUTOLABOR. Danmarks Designskole var også blevet inviteret. Desværre kom henvendelsen så sent at jeg ikke kunne få et samarbejde presset ind i en eksisterende ramme, en afdeling, en skole eller andet, så jeg foreslog at udstillingskuratoren Gerrit Gohlke og lederen af kunstforeningen Silke Albrecht sammen vejledte en gruppe på otte opvakte studerende for hvem diskussionsoplægget havde virket interessant. Det blev til engagerede møder og workshops hen over sommeren, og resultatet har siden d. 6.10 kunnet ses i Brandenburgischer Kunstvereins fremragende udstillingsrum i Potsdam. Ikke en udsmykning, ikke en konventionel udstilling af otte individuelle kunstnere, men et ægte samarbejdsprojekt som bragte kunstnere, designere og kuratorer sammen og som i en halvvejs struktureret, halvvejs anarkistisk proces (som uden tvivl udfordrede vores tyske samarbejdspartnere) førte dem alle hinsides de forestilling de hver især måtte have haft om projektets udkomme før det gik i gang. Måtte fremtiden byde på mere af den slags!
Rektor Mikkel Bogh
Comments