Tags

Rundgangsopråb!

Kære kampfæller!

Lad os protestere! Lad os protestere mod en omsiggribende standardisering af verden. Jeg hørte forleden at kun 200 firmaer er med til at bestemme udseendet på 80 % af de menneskeskabte genstande vi omgiver os med her i den vestlige verden. Lad os protestere. Lad os protestere mod at ejendomsskatterne stiger i København, mod at kommunen driver de kulturbærende institutioner ud i økonomiske kriser og protestere mod at byens offentlige rum skrumper ind. Lad os protestere mod privatiseringen, mod ligegyldige butikker der sælger varer som ingen af os gider at købe, og lad os protestere mod cafeernes ulideligt stilfulde design og mod at kaffen er for dyr – og alt for tit mangler det fine lag af crema, der kendetegner velbrygget kaffe. Lad os protestere mod lugten af bilos og mod cyklister der ikke rækker hånden ud, når de svinger og dermed bringer andre trafikanter i fare. Lad os også protestere over vejret, det danske vejr, som mangler sans for de vigtige øjeblikke og kun lader solen skinne i læseferien. Lad os protestere mod kedelige pavilloner på Venedig-biennalen og mod de torsdage og fredage hvor der er alt for mange ferniseringer i byen til at man kan nå dem alle sammen. Lad os protestere mod lærere der snakker for meget og lytter for lidt, og protestere mod studerende der ikke møder op til undervisningen og mod kunstakademier der ikke optager det bedste hoveder. Lad os protestere mod højlydte mobiltelefonsamtaler som påtvinger os andres intime liv. Lad os protestere mod reklamens magt, mod alt for prangende metronedgange, mod at der stjæles computere på Kunstakademiet ved højlys dag, mod at bænkene i Charlottenborgs gård ikke sættes på plads efter at de er blevet flyttet rundt efter den mindste solstråle. Protestere mod nedskæringer og mod krav om indkøbsbesparelser, mod at der ikke findes starthjælp til nyuddannede kunstnere, mod de alt for høje bogpriser, mod at stadigt flere mennesker på grund af en vis bog sætter lighedstegn mellem Blekingegadebanden og venstrefløjen, mod at København ikke har en rigtig kunsthal, mod at Sortedamssøen tømmes for vand i 8 lange år. Vi må protestere mod at der ikke laves bannere som kan klare det danske sommervejr og mod at der ikke kommer 35.000 gæster til Rundgang. Protester skal lyde mod produktions-fetishismen, mod stadigt mere udbredte forestillinger om at privatforbrug er den eneste løsning på finanskrisen, mod at der laves kunst som ikke er i kontakt med sin tid og ikke mindst mod at der snart fældes 10 træer på Kgs. Nytorv, når vi ikke engang kunne få lov at montere hængekøjer mellem træerne sidste år. Det er for galt – vi må protestere!

Men lad os samtidig kæmpe for noget. Lad os kæmpe for et mere kaotisk gadebillede, lad os kæmpe for mere plads til de talenter der ikke bidrager til samfundsmaskineriet, men snarere kaster grus i det. Lad os kæmpe for mere intelligente billeder, for langsommere billeder, for hurtigere billeder, for det der er interessant og for det der endnu ikke er skabt. Lad kæmpe for retten til begrebet kreativitet og innovation der alt for ofte havner i de forkerte hænder. Lad os kæmpe for en havnefront vi alle kan bruge og lad os kæmpe for at det vand vi køber på flaske er lige så rent som det der kommer ud af hanen. Vi må kæmpe for det vi har kært, og vi må kæmpe for det vi brænder for. Alt andet vil være spil af tid! Lad os kæmpe opretholdelsen af eksperimenterende kulturinstitutioner i byens centrum og kæmpe for at København bliver et sted man kan bo selv om ens gennemsnitlige årsindkomst er under 200.000 kr. Lad os kæmpe for Nataschas køkken, lad os kæmpe for mere udfordrende lyde og for at der er plads til en vind så kraftig at den overdøver trafikken og folks mobiltelefonsnak. Lad os kæmpe for vores egen dagsorden og retten til at kravle i stedet for at gå. Der skal kæmpes på alle fronter, også på kroppens område. Kroppen er den arena hvor nogle at der største slag skal slås. Ligesom hjernen og biomassen. Lad os kæmpe mod fremmede, anonyme magters misbrug af vores indre liv, lad os kæmpe imod den kognitive kapitalisme og mod altings konvergens mod bundlinjerne. Lad os kæmpe for mellemregningerne. For mere gennemsigtighed og større kompleksitet. Lad os kæmpe for endnu bedre uddannede kunstnere og for mere optimale udfoldelsesmuligheder for dem der vil udfolde sig og kæmpe for retten til at forblive tavse. Der snakkes tit for meget. Lad os kæmpe imod det, hvis det ligger os på sinde. Lad os kæmpe for retten til ikke at skulle mene det samme og for ikke at skulle finde fælles fodslag.

Lad os åbne Rundgang!! Og lad os få noget ordentligt vejr! Tak skal I ha’!



Comments