At tingene har stået lidt stille på denne i øvrigt ansigtsløftede blog i et stykke tid, betyder ikke at der har været stille på Billedkunstskolerne. Det har tværtimod for os alle sammen været en ganske hektisk tid. For ud over de faste store begivenheder som skanderer året for de fleste af os her på skolerne – optagelsen, Exit, Rundgang, skoleårsafslutning og så videre – og ud over det store løbende arbejde med tilrettelæggelse og afvikling af studieprogrammer, vejledning, forelæsninger, konferencer og bogudgivelser, har 2008 i høj grad været kendetegnet ved planlægning og diskussioner af en række nye tiltag og forhold som først på lidt længere sigt vil få markant synlig effekt.
For det første har vi været igennem den lige så brydsomme som nødvendige proces der er forbundet med at besætte to professorstillinger og et lektorat i kunst- og kulturhistorie. Under nyheder kan man læse mere om de tre nye profiler: Anette Abrahamsson, Katya Sander og Jan Bäcklund.
For det andet har vi lagt i ovnen til optagelsen på den nye Figurhuggerskole, en halvtidsuddannelse i krydsfeltet mellem samtidig skulpturel praksis, restaureringsteknik og figurmodellering. Vi har ansat billedhugger Peter Böttger som leder for denne skole.
For det tredje er vi gået i gang med en langsom reformproces som kræver både grundigt administrativt forarbejde, indgående faglige og pædagogiske diskussioner i lærerstaben og med de studerende samt et visionsarbejde som igen kræver studier af de erfaringer der er indhøstet på institutioner vi sammenligner os med. Den proces har mange ydre og indre anledninger, og en af dem der er blevet skrevet om allerede, både her og andetsteds, hedder Bologna-deklarationen. Dette er ikke en ramme der bliver trukket ned over hovederne på os, som det for eksempel er sket i flere andre nordiske lande, Baltikum inklusive. Det er derimod noget vi er gået ind i en diskussion af på frivillig basis, dog selvfølgelig også for ikke at blive taget på sengekanten den dag uddannelsesreformer bliver dekreteret fra højere sted. Men frem for alt er tilskyndelsen af 'indre' art, altså begrundet i faglige og pædagogiske overvejelser. Diskussionerne bølger nu herinde og udvalg er sat i sving. Her forberedes til noget af det der kommer til at fylde rigtig meget i de kommende år på Billedkunstskolerne: Såkaldt kvalitetsarbejde, tilrettelæggelse af en treårig BFA (Bachelor of Fine Arts) og, følgelig, omstruktureringen af vores allerede eksisterende, treårige MFA (Master of Fine Arts, den grad man opnår efter endt uddannelse herinde).
Der vil blive rig anledning til diskussioner af disse brændende spørgsmål på bloggen her. Det handler ikke om hvorvidt vi overhovedet skal foretage disse ændringer; spørgsmålene drejer sig om hvordan de skal se ud og hvad målet med dem er. I første omgang gælder det om at holde tungen lige munden, så vi sikrer os at al forandring bliver forandring til det bedre og ikke bare til noget andet og mere administrationstungt eller til noget som tilfredsstiller andre interesser end dem der er solidariske med vores vision med uddannelsen, de være sig bureaukratiske eller politiske. Det sagt, vil de kommende års reformarbejde foregå i tæt dialog med netop det departement vi sorterer under og som er vores medspiller her.
For at det nu ikke skal bliver for abstrakt det hele, kan jeg også løfte sløret for en mere håndgribelig nyskabelse som vil se dagens lys i løbet af 2009: etableringen af et nyt, stort udstillings- og projektrum for Billedkunstskolerne på Ny Carlsbergs Vej i ”Vores by”, just nedenfor de gamle øllede elefanter. Med økonomisk støtte fra et privat fond og i bygningsfællesskab med tre etablerede gallerier vil vi – om alt går vel – kunne åbne 200 m2 lokaler i et områder der vil tiltrække mange gæster og give mere synlighed til vores forskellige aktiviteter. Udfordringer skorter det ikke på: Frem for alt skal vi finde vores helt egen rolle og identitet som akademi-projektrum med tre kommercielle gallerier som naboer; og så skal vi fylde stedet ud, uden bare at sætte en blind produktioner af værker i gang. Vores rum på Carlsberg, Valby, skal afspejler processerne, eksperimenterne, åbenheden og det diskuterende og evigt selvreflekterende miljø som en kunstskole fostrer.
Holder vi os disse mål for øje, holdes tungen lige i munden, og holdes i øvrigt fanerne højt, så bliver 2009 ganske sikkert et på alle måder interessant nyt år for Billedkunstskolerne. Så derfor: Godt nytår!
Comments