Med åbningen af U-Turn. Kvadriennale for Samtidskunst i København denne weekend er endnu en kunstfestival blevet føjet til en allerede lang og i de seneste år hastigt voksende række af biennaler, triennaler og nu altså også kvadriennaler som verden over danner ramme om præsentationen af samtidskunst. Fra Gwangju, Yokohama, Sydney og Shanghai over Istanbul, Göteborg og København til Glasgow og Panama afholdes i dag kunstbiennaler af et sådant omfang og med en så vægtig repræsentation af aktuelle værker og projekter at de kunstinteresserede der tidligere mente at en Documenta i Kassel hvert femte år – og eventuelt en Venedig-biennale hvert andet – måtte være tilstrækkeligt til at tage pulsen på den nyeste kunst, må tro om igen. Samtidskunsten kan i al sin bredde ikke repræsenteres blot tilnærmelsesvis dækkende gennem en nok så omfattende mega-udstilling, og der langt tilbage til den tid, hvor man med troværdigheden i behold kunne give en manifestation af samtidskunsten titlen Zeitgeist. Dertil løber kunsten i dag i alt for mange retninger og har alt for forskellige geografiske udspring, der ikke kan negligeres.
Meget tyder på at vi nu må vænne os til biennale-modellen, fordi den, når den fungerer bedst, har den nødvendige fleksibilitet. En rum tid fremover vil biennalen (eller triennalen og kvadriennalen) sandsynligvis fungere som kompromiset mellem to velkendte udstillingstyper som hver især har svært ved at retfærdiggøre sig i dag. Den ene er den store, internationale samtidskunstudstilling som vil lægge et tværsnit gennem sin tid med en mangfoldighed af værker og tendenser. Denne type rummer løftet om den generelle orientering. Den anden type kender vi som udstillingen der skal dokumentere en lokal ”kunstscene” og profilere enten en by eller et land gennem den kunst som scenens aktører har skabt. Det bedst kendte og ældste eksempel på en udstilling som netop vil begge disse ting er Venedig-biennalen. Gennem mere end 100 år har de nationale pavilloner her haft til opgave at fremvise det ypperste nationerne kunne præstere efter en forestilling om nationalstatens særegenhed der i dag forekommer ganske utidssvarende. I de seneste årtier har Venedig-biennalen da også dannet ramme om en stor tværnational fællesudstilling der efterhånden i perioder har formået at overskygge de nationale pavilloner i både ambition og betydning.
Men hvad med de hundredvis af andre samtidskunstbiennaler som inden for de seneste ti år har set dagens lys og som har lagt Venedig-biennalens forældede nationalstatslige koncept bag sig? Er de nu i stand til at håndtere kompromiset mellem repræsentativ mega-udstilling og manifestation af lokale kunstscener? Og hvorfor ser vi overhovedet disse stadigt voksende kunstudstillinger dukke op i snart sagt alle storbyer? Lad os starte med det sidste.
Biennalen udtrykker uden tvivl en politisk ambition om nation-branding og city-branding. Siden 1950’erne har moderne kunst spillet en væsentlig rolle i profileringen af både private virksomheder og offentlige institutioner. I denne sammenhæng repræsenterer kunsten alle de værdier som den globale kapitalisme hviler på: nedbrydning af grænser, opgør med vaner, nytænkning, innovation og kreativitet i almindelighed. Samtidskunst og nykapitalisme er et godt stykke hen ad vejen drevet frem af viljen til at forstå deres egen tid, til at søge andre veje, finde nye måder at gribe brugerne og beskuere på og til at opstille nye spilleregler – i øvrigt med en udpræget konkurrencekultur til følge. Sammenligningen skal selvfølgelig ikke drives for vidt. For når det kommer til indhold, er forskellene selvfølgelig store. Men lad os i det mindste slå fast at affiniteten mellem kunst og kapitalisme, hvad angår værdigrundlag, er slående. Netop derfor er kunst så velegnet som symbol og signal for alle der ønsker at markere individualitet, internationalisme og fremskridt, herunder både lande og byer. Biennaler kan kun blive til, fordi der findes lokale bevillingssystemer og incitamenter som i sidste instans udtrykker en politisk ambition. Som sådan er biennalen en del af en politisk økonomi og en oplevelsesøkonomi.
Biennaler er imidlertid meget mere end bare branding og oplevelsesøkonomi. De er skabt af som oftest dygtige og ambitiøse fagfolk. Allerede her ligger kimen til en konfliktfyldt interessemodsætning. På den ene side har vi de politiske ønsker om at give samtidskunsten et folkeligt gennembrud med bred opbakning fra masser af kulturturister. På den anden side har vi fagfolkenes interesser i at opbygge udstillingen efter et stramt koncept der kan overbevise kræsne fagfæller. Denne balance kan opnås, men vanskeligheden i at tilfredsstille begge sider kan også være årsagen til det paradoks at en kvadriennale bliver til en engangsforestilling. Det ville selvfølgelig være ærgerligt set fra kunstens og den smalle kulturs synspunkt. Biennalen kan i dag være muligheden for at sammenstille kunstnere og kunstprojekter på måder der forskyder snarere end konsoliderer vores nationale selvopfattelse. Udgangspunktet for sammenstillingen behøver nemlig ikke at være den kunst som lokale gallerier, museer og kritikere har vægtet højest. Tværtimod kan biennalen være anledningen til at trække helt andre typer af kunst ind på den lokale scene og derved forrykke det dominerende billede.
På den måde kan biennalen blive en tilbagevendende analyse af et sted, set ud fra forskellige perspektiver der både kommer indefra og udefra. U-Turn er et godt eksempel på dette: En international kunstudstilling med stor bredde og en samtidsdiagnostik med subtile forbindelser til den region den finder sted i.
På spørgsmålet om hvorvidt nutidens biennaler kan honorere kravet om både bredde og lokal relevans, både globalt tværsnit og målrettet kuratering, for slet ikke at nævne kravet om både popularitet og faglighed, må man svare: Det kan de godt, men opgavens økonomiske, politiske og kulturelle kompleksitet skal ikke undervurderes. Og som udstillingsformat vil biennalen uden tvivl være genstand for forandring. Især hvis publikum stemmer med fødderne og går en anden vej, end den der fører til indgangen. For man spørger sig selv: hvem har tidsressourcer og alle de andre forudsætninger til på den samme udstilling at møde 135 kunstneres værker, inklusive 20 timers videokunst, som det er tilfældet på en nyligt åbnet asiatisk biennale?
Rektor Mikkel Bogh
Comments