Brasilienske diagrammer

Hvis turen går til London i disse uger, er der ikke noget at betænke sig på: Tag til Serpentine Gallery og se den fine lille retrospektive udstilling med Lygia Papes værker gennem 50 år. Den var på flere måder øjenåbnende for undertegnede. Pape, 1929-2007, er en brasiliansk kunstner tilhørende omtrent samme generation som Lygia Clark og Hélio Oiticica. Sammen dannede de forudsætningerne for den stadigt meget levende brasilianske samtidskunstscene hvor navne som Ernesto Neto, Clido Meireles og Ricardo Basbaum kan nævnes blandt de mest prominente.

Når disse kunstnere melder sig, så skyldes det blandt andet at Ricardo Basbaum i slutningen af januar er gæst på Kunstakademiet i forbindelse med projektet Host Guest Ghost som afvikles af og i samarbejde med Dansehallerne. Basbaum lavede sidste onsdag, sammen med professor Katya Sander, en artist talk på Kunstakademiet, hvor han i forbindelse med en omtale af sine egne diagrammer (en form for tænkende billeder som jeg snarest vil gå dybere ned i) viste et maleri af Lygia Clark fra 1954 med den foruroligende titel ”The Origin of the Organic Line”. Det påfaldende ved dette maleri, som har haft afgørende betydning for Basbaums eget arbejde og som hører til Clarks neo-geometrisk periode, er vel at der tilsyneladende intet ’organisk’ er over billedfladens geometriske, ja nærmest suprematistiske linier og former. Men Baubaum fik os – eller i hvert fald mig – overbevist om at det ’organiske’ i stregen ligger uden for eller rettere under de rette linier og geometriske figurer og først og fremmest skal findes i overgangen fra rammen, grunden og fladen til stregen. Eller med andre ord: stregen, linien i maleriet, fremkalder den grund, hvoraf andre linier og streger kan opstå. Forbindelsen mellem streng og grund bliver intim, organisk og dynamisk snarere end gestaltmæssig, som når en streg danner en figur mod en neutral og tilbagetrukket grund.

Tilbage til Lygia Pape. Hvad gjorde denne udstilling så tankevækkende? Måske især dette at Pape, der i øvrigt var uddannet filosof og underviste i arkitektursemiotik ved universitetet i Rio, helt fra sine tidligste arbejder og frem til det sidste, vedholdende og konsekvent undersøgte forholdet mellem stof, kræfter og grænser – i billedfladen, i rummet, i arkitekturen, i byrummet, i sociale relationer. I hendes grafiske værk, repræsenteret på udstillingen ved en række meget fornemme træsnit på Japan-papir lavet omkring 1955, bliver det tydeligt at hun ikke blot kombinerer abstrakte former i fantasifulde, dekorative og spændstige kompositioner som andre og især europæiske pariserskole-konkretister fra denne periode, men netop, lidt ligesom Lygia Clark og Hélio Oiticica, gør selve materialet, papiret, sværten, pigmentet, blokken, linien og fladen til faktorer der virker sammen og som danner skrøbelige og tidslige billeder og rum, fastholdt i det konkrete tryk, men samtidig i udspændt i en proces, i en form for bevægelse, der altid kaster en stafet videre til næste tryk og til næste undersøgelse. For mig stiller dette den såkaldt geometriske kunst i et ganske andet lys, end det vi er vandt til at se den i. Der er ikke noget galt med Richard Mortensen og Paul Gadegaard. Men Papes arbejde fortæller altså en helt, helt anden historie, skønt de på et tidspunkt i 1950’erne ligner hinanden. Selv om Pape omkring 1960 forlader grafikken og og den malede billedflade til fordel for en mere demonstrativt tidsbaseret og performativ kunst, dokumenteret i flere af udstillingens videoer, så er der ikke tale om et brud. Også i de ekstremt sensitive fotografiske observationer af lokal brasiliansk arkitektur og af kroppens interaktion med rummet fastholder hun sin sans for de organiske forbindelser mellem former, kræfter og stof som ikke bare vores billeder, men også vores liv består af, uden at vi tænker over det. Dette så denne brasilienske generation af kunstnere langt klarere end nogen europæisk kunstner på samme tidspunkt. Ricardo Basbaum arbejder videre ad dette spor. Lad os følge med ham ned ad denne vej. Vi har en masse at lære.