Svenske medier har i den seneste tid viet den helt unge billedkunst en uhørt interesse. Og tusindvis af blogindlæg har i forlængelse af mediestormen beskæftiget sig med de helt store spørgsmål om kunsten væsen og ikke mindst dens samfundsmæssige berettigelse. Ikke nok med det. Journalister, politikere og almindelige folk med holdninger er nu tilsyneladende begyndt at interessere sig for hvordan kunstuddannelse foregår og for hvilke værker de kunststuderende kan tage afgangseksamen med. Hvad skyldes dog denne pludseligt opblussende opmærksomhed?
Sagen er enkel. Og dog såre sammensat. To dimittender fra Konstfack i Stockholm (det ene af de to statslige kunstakademier i den svenske hovedstad) har taget afgang med projekter som mange har fundet anstødelige, etisk uforsvarlige, hvis ikke ligefrem kriminelle. Det ene projekt består i en videodokumentation af en graffitimaler – angiveligt kunstneren selv – som efter at have tagget en hel metrotogvogn i måbende medpassagerers påsyn, kaster sig selv ud af et af togets vinduer og lander rutineret på en perron. I det andet projekt har den afgangsstuderende givet sig ud for at være mentalt forstyrret og klar til at tage springet fra en bro; først efter nogen tids indlæggelse på en lukket afdeling afslørede hun sit kunstprojekts sande natur. I dag har de svenske statsbaner og det pågældende hospital krævet erstatning for skader og tidsforbrug. Bestyrtede skatteborgere kræver også deres, nemlig en god forklaring på hvorfor deres skattekroner skal gå til velstillede unge menneskers meningsløse og uforpligtende udskejelser.
Danske medier har spurgt mig hvad vi på Kunstakademiet mener om den sag. Er det (god) kunst? Ville noget sådant kunne ske hos os? Vil vi opstille etiske regelsæt for studerende, så noget lignende ikke finder sted her (det har man nu gjort på Konstfack)? Tja, bum. Hvis Konstfack, der er en højere læreanstalt, har anerkendt projekterne, så er de pr definition på niveau – længere er den sådan set ikke. Om det er kunst i dybere forstand? Jamen selvfølgelig er det det, hvis det optræder i en kunstsammenhæng. Noget andet er så om det er tilstrækkelig interessant, præcist og så videre. Dét kan man ikke svare på, før man kender absolut alle detaljer i præsentationen og ikke bare en performance reduceret til anekdote. Så jeg bliver et svar skyldig. Med hensyn til om det kunne ske hos os, må jeg sige 'ja, i princippet'. Og sikkert også det der er værre. Intet, simpelthen intet, kan på forhånd udelukkes inden for kunstfeltet, selv om meget kan være både usandsynligt, uantageligt og måske endda kriminelt. Der er mange, indlysende, grunde til at vi som kunstakademi ikke kan understøtte aktiviteter som er i direkte strid med lovgivningen. Og hvis en person i forbindelse med sine studieaktiviteter, måske uafvidende, udfører kriminelle handlinger, så står vedkommende selv til regnskab over for myndighederne. Langt vanskeligere er det med overskridelsen af etiske grænser og moralske tabuer. Kunsten har jo gjort sig skyldig i noget sådant ganske mange gange siden 1800-tallet, og vil antagelig også i fremtiden befinde sig på områder hvor personer eller grupper kan føle sig anfægtet og tage anstød. Tilladelighedens grænser er ikke fastlagt én gang for alle, og alene af den grund kan vi ikke opstille et sæt af spilleregler som definerer hvad man må og ikke må. Vi hverken kan eller vil garantere at vores studerende ikke støder an mod vedtagne normer og forestillinger.
Nu kan man hævde at uetisk adfærd er noget ganske andet end umoral. Det sidste kan vi leve med, for moral handler om mere eller mindre vilkårligt optrukne skillelinjer mellem acceptabel og ikke-acceptabel opførsel. Det etiske er mere grundlæggende. Det drejer sig mere om de fundamentale rettigheder man har som menneske eller dyr, rettigheder som kan krænkes gennem uretmæssig frihedsberøvelse, indgriben i personlig handlefrihed og den slags. Naturligvis lader vi ikke projekter passere som vi ville vurdere havde en sådan karakter. Men jeg tror aldrig det punkt er nået i institutionens historie. Og det er da heller ikke sket i den svenske – så vidt jeg kan bedømme. Her er tale om noget, der muligvis er kriminelt, og det vil i så fald være en sag for de rette myndigheder. Men er det uetisk at fingere sindssyg eller at tagge i en togvogn? Næppe. Det er snarere at udfordre grænser for det acceptable.
Om det er interessant som kunst, dét er netop en ganske anden sag, som er svær at udtale sig om, når man ikke kender hele historien. Men her synes jeg kunstnerne og uddannelsesinstitutionen i verserende sag burde have haft nogle mere slagkraftige argumenter parat, trods alt. De skylder ganske enkelt offentligheden – når den nu undrer sig så såre – at komme med en belysning af på hvilken måde sådanne projekter skal anskues og af hvorfor de har interesse i en kunstsammenhæng. Man må formode at en sådan har fundet sted under den afsluttende eksamination, så hvor svært kan det være. Her ville - om alt var gået ret for sig - en poetisk politik have kunnet konfrontere det etiske politi på en fagligt kvalificeret måde.
Rektor Mikkel Bogh
Comments
Matthias Hvass Borello (unauthenticated)
Mar 23, 2009
Hvor går grænsen?
Hvornår træder kunsten ud over sin egen grænse i en sådan grad at den ikke længere er etisk forsvarlig? Dette er et bud på, hvor kunsten stadig er fri, og hvor den aldrig helt vil være det.
Ja, Stocholms Konstfack er så meget i vildrede over kunstens grænser, at de nu nedsætter et etisk råd, der skal formulere nogle etiske retningslinjer for skolens fremtidige kunstprojekter. En måde hvorpå man kan komme det omkringliggende samfunds kritik til livs og skabe mere sammenhæng mellem skole, elever og de faglige vejledere.
Kunst og grænseoverskridelsen
Flere af de studerende har været i dialog med Dagens Nyheter i Stockholm. Blandt andet den ombruste Anna Odell, som fingerede et psykisk anfald, der endte med at trække store resurser på det psykiatriske beredskab i Stockholm. Men her peger hun på det store bagvedliggende motiv som retfærdiggør lovovertrædelsen. Hun godkender derfor at det etiske skal være en del af de kunstneriske spørgsmål, men ikke en direkte retningslinje.
"Den etiske diskussion skal absolut være en del af den kunstneriske proces. Men kunst har altid været grænseoverskridende. Kunstnere har ligesom journalister en opgave i samfundet, som gør at vi bliver nødt til at bevæge os lidt i udkanten af hvad, der er tilladt, hvis motivet er vigtigt," siger Anna Odell til Dagens Nyheter den 4. marts.
Kunstens legitimitet
Hov. Flere realiteter springer i øjnene her: Journalister er uddannede, ansat (kan dermed fyres!), er underlagt kildeansvar og står frem som sådan med pressekort, diktafon og notesblok. Når de arbejder undercover, er det for en højere sags tjeneste, men med en overhængende risiko for at skulle gå under jorden efterfølgende, blive fyret, angrebet eller i nogen tilfælde miste livet. Målet er information, som man vurderer er ekstrem vigtig i en samfundsmæssig sammenhæng.
Anna Odell er ikke journalist (og kan ikke stilles til ansvar som sådan) og den eneste platform hun kan rejse sin samfundskritik fra er kunsten. Hun vil jo netop have, at hendes værk tages alvorligt og anskues som "kunst". Derfor må vi også evaluere hendes projekt – ikke som en medborgers handling, som i den forbindelse ville have været strafbar – men som kunst med en social dagsorden, må man formode. Men kan man forvalte kunsten uden ansvar?
Når kunsten taler
Grunden til at vi i Danmark lytter til og debatterer for eksempel Kenneth A. Balfelt, Kristian von Hornsleth, Jakob S. Boeskov, Superflex, The Yes Men, Das Beckwerk og NUG og Anna Odell for denne sags skyld er, at disse aktører ikke er menige borgere, men "kunstnere", som ikke bare udtaler sig personligt, men i kraft af kunsten kan behandle en problematik på et mere generelt samfundsmæssigt niveau.
Og vi lytter, fordi det er fra "kunsten", de taler. Et refleksivt og frit rum, hvor tematikker, samfundsproblemer kan angribes og problematiseres med kunstens greb og stærke symbolik. Særligt kunsten kan italesætte disse ved at vende virkeligheden på vrangen og betragte forhold kritisk indefra, oppefra, nedefra og udefra. Her har kunsten igen og igen vist et vigtigt, kritisk, samfundsmæssigt potentiale.
Kunstens symbolik
Det vil sige at handlingen i dette frie rum ikke står alene men lades med en skjult symbolik. Når Balfelt laver et fixerum, når Hornsleth fostrer sin egen afrikanske landsby, når Jakob Boeskov tager på våbenmesse med sin falske ID-microchip-Sniper-riffel, når Superflex oversvømmer McDonald's, når The Yes Men tager på præsidentkampagne i USA, og når Das Beckwerk bringer 'demokratiet' ind i Irak i en metalkuffert, så er det et led i en meget virkelig samfundsmæssig debat men samtidig stærke symbolske handlinger.
Handlinger, der indikerer et bagvedliggende: "Hvad nu hvis..." Dermed er handlingen noget, der er distanceret virkeligheden, udenfor den vante logik og følgende kan behandles som kunst, ikke som blotte handlinger. I det symbolske rum er kunsten nemlig stadig fri og dermed også tanken.
Kunstens ansvar
Disse kunstnere føler dog ofte et ansvar, når de handler, fordi de helt bevidst udnytter og taler fra en priviligeret position, der gør dem istand til at tale til en stor offentlighed. Det er så netop den symbolske styrke i handlingen og den kunstneriske forvaltning af denne position, dette ansvar, der burde være baggrunden for kritikken af disse projekter.
* En symbolsk styrke, der kunne vurderes efter, hvorledes handlingen har merværdi og supplerer den samfundsmæssige, politiske problematik og offentlige bevidsthed via kunstens sprog.
* Et ansvar, der kunne vurderes efter hvorledes kunstneren forvalter sin position som kunstner og interaktionen med offentligheden. Den kritik har netop ramt sådan en kunstner som Hornsleth (også i Sverige!), hvis symbolske handling i manges øjne var suppleret af en meget lille ansvarsfølelse overfor den offentlighed han interagerede med i sit Uganda-projekt i 2006.
Frihed uden/under ansvar
Med andre ord: Hvis man ikke forvalter kunstens frie (symbolske) rum med ansvar, kompromitterer man selv samme frihed. Udhuler det sted, man taler fra, fordi man tager det for givet.
Hverken friheden eller dette ansvar er blevet taget rigtig alvorligt på Konstfack før nu, og de aktuelle handlinger kan heller ikke ligefrem kaldes symbolske: NUG vandalisere en togvogn, Anna Odell står på broen, involverer forbipasserende, modsætter sig indlæggelse med vold og får sat store dele af det psykiatriske beredskab og andre indlagte i gang. Det er med andre ord ikke "kunstneriske" handlinger, der eksemplificerer ved sin symbolik. De er derimod virkelige. Derfor er de heller ikke længere frie.
Publiceret på KUNSTEN.NU 10. marts
(http://www.kunsten.nu/artikler/artikel.php?hvor+gaar+graensen)