Nyt kunstinstitut?

Kunststøtteudvalgets i dag offentliggjorte rapport om det danske kunststøttesystem præsenterer en række vidtgående forslag til reformering af den eksisterende model. Modellen som vi kender, blev indført i 2003 med grundlag i den oprindelige lov om Statens Kunstfond fra 1964. En række selvstændige råd og centre blev dengang nedlagt og samlet under en ny styrelse, nemlig Kunststyrelsen der siden har fungeret som administrativ ramme om en Kunstfond og et Kunstråd. Begejstringen over ordningen har ikke just været udelt ude i miljøerne. Og forenklingen måske ikke helt så effektiv som vel tilsigtet ved denne sammenlægning, tilbage i 2003. Der er altså tale om en velkommen indsats for at få kigget det hele efter i sømmene.

Jeg har ikke læst rapporten med lup, men umiddelbart forekommer det mig at der er rigtig mange gode takter i den. Helt overordnet foreslår udvalget en nedlæggelse af de to repræsentantskaber som i dag hver tæller små 40 personer med mandat fra brancheorganisationer og interesseforeninger, fra politiske partier og kulturinstitutioner og i visse tilfælde også fra kunstmarkedet, som når f.eks. gallerierne er repræsenteret. Tanken er god nok. Men i praksis har det ikke fungeret. Som tidligere repræsentantskabsmedlem gennem to år må jeg med respekt for den demokratiske samtales og den brydsomme forhandlings nødvendighed sige at jeg aldrig i mit livsens skabte dage har deltaget i mere frugtesløse og bovlamme møder. Ingen enkeltindivider eller instanser kunne klandres for det, alle gjorde hvad de nu bedst kunne, dvs. talte for deres egen sag – så det var konstruktionen der var noget galt med. Men det er jo blot min erfaring. Tingene kan have ændret sig siden, systemet har måske nået en anden modningsgrad.

Når jeg alligevel bakker op om rapportens centrale anbefaling om at nedlægge repræsentantskaberne og samle fond og råd i en ny konstruktion efter samme model som Det Danske Filminstitut - det kaldes i rapporten måske lidt uheldigt for Kunstinstituttet -, så er det primært på baggrund af min fornemmelse af at den essentielle politiske armslængde meget bedre vil kunne sikres på denne måde. Dialogen med politikerne er selvfølgelig ekstremt vigtig at have, som mange af rapportens spontane kritikere også har påpeget i dagens aviser. Men hvem siger den behøver forgå henover det bord hvor der samtidig diskuteres principper for støtte til kunsten? Jeg har også altid opfattet det som en uting at gallerierne sidder med her, ja sidder med helt nede i billedkunstudvalget. Ikke at galleriejerne ikke kan være yderst fagligt kompetente mennesker. Men der er simpelthen for mange forretningsmæssige interesser på spil her til at man kan forsvare princippet i det.

Rapporten indeholder mange anbefalinger som jeg ikke skal kommentere her. De fleste af dem sigter mod en forenkling af et støttesystem som jeg medgiver kan være meget svært at overskue og som alene af den grund aldrig har forekommet lykkeligt (men som heller ikke er uden sine rafinnementer, lad os ikke glemme det). Ligesom Kunststyrelsens rolle som en blanding af uafhængig driftsenhed og det politiske systems forlængede arm er uklar, for nu at sige det mildt. Spørgsmålet er så om forenkling fører til uhensigtsmæssig centralisering. Om dette vil den store blæst nok komme til at stå i de kommende uger og måneder. Men måske valget vil blæse rapporten helt omkuld?

Det er uanset hvad vigtigt at hæfte sig ved en ting: Det er på ingen måde en harmonisk rapport der her fremlægges. På flere af de afgørende punkter er der afgivet flertals- og mindretals-anbefalinger. Og der er vel at mærke tale om et flertal på 4 og et mindretal på 3, så altså reelt et fuldkommen splittet udvalg bag formanden Lars Liebst. Meget tankevækkende. Også tankevækkende at det er de samme tre medlemmer der udgør mindretallet dér hvor uenigheden markeres. Uden at gå i detaljer må jeg sige at dette ’mindretal’ har fat i den lange ende i sine overordnede anbefalinger, nemlig når de peger på at der må være flere indgange til kunststøtte i form af specialiserede udvalg der kan ansøges separat. Netop på det punkt er den nuværende model ganske rafinneret, andre svagheder til trods. Mangfoldigheden og kvaliteten af uddelingen må sikres gennem medvirken af fagkyndige personer som tildeles relativt specifikke arbejdsopgaver. Men disse kan må meget gerne samles i et ubestikkeligt og armslængde-sikret 'institut' - hvilket navn det så end skal bære.

Rapporten er tilgængelig på Kulturministeriets hjemmeside.